Stor massegrav i Syrien menes at rumme over 100.000 lig

17. DEC 2024 • 06:55UDLAND

100.000 døde er et yderst konservativt estimat, siger organisation om antallet af døde i syrisk massegrav.

Der ligger mindst 100.000 døde mennesker i en stor massegrav lidt uden for Syriens hovedstad, Damaskus.

Sådan lyder det fra Mouaz Moustafa, der er leder af Syrian Emergency Task Force (SETF). Det er en organisation, der er hjemmehørende i USA og siden marts 2011 har kæmpet for et frit, sikkert og demokratisk Syrien.

Nyhedsbureauet Reuters har talt med Mouaz Moustafa, der befinder sig i Damaskus.

Han siger, at massegraven ligger cirka 40 kilometer nord for hovedstaden. Den er en af fem massegrave, som han er bekendt med.

- 100.000 er vores mest konservative estimat, siger han til nyhedsbureauet Reuters om dødstallet og fortsætter:

- Det er et meget, meget, næsten urimeligt konservativt estimat.

De mange ofre menes at være dræbt af den væltede præsident Bashar al-Assads styre.

Reuters har ikke uafhængigt af organisationen SETF været i stand til at bekræfte oplysningerne om massegravene.

Nyhedsbureauet skriver dog, at hundredtusindvis af syrere menes at være blevet slået ihjel siden 2011, hvor Assad-styrets kamp mod protester udviklede sig til en fuldbyrdet borgerkrig.

Den syriske regering har i den periode slået hårdt ned mod regeringskritiske borgere og politiske modstandere.

Assad blev væltet af oprørsstyrker tidligere i december. Oprørernes offensiv satte en stopper for over 50 år med familien Assad ved magten i Syrien.

Bashar-al Assad afløste i 2000 sin far på posten som præsident. Faren, Hafez al-Assad, havde inden da siddet på magten siden 1971.

Efter Bashar al-Assads fald og hans efterfølgende flugt til Rusland er SETF-leder Mouaz Moustafa fløjet til Syrien.

Reuters har interviewet ham, efter at britiske Channel 4 News lavede en reportage med ham fra den påståede massegrav.

Det er den militante, islamistiske organisation Hayat Tahrir al-Sham (HTS), der har stået i spidsen for oprøret i Syrien.

En broget skare af øvrige oprørere har også bidraget, og det er uvist, hvordan de nu kommer til at samarbejde om magten i Syrien.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT