USA's delstater følger planen og peger formelt på Trump

18. DEC 2024 • 02:38UDLAND

De amerikanske valgmænd var tirsdag samlet i deres respektive delstater for formelt at afgive deres stemmer.

USA's 50 delstater har tirsdag helt formelt peget på republikanske Donald Trump som landets kommende præsident.

Det står klart, efter at de såkaldte valgmænd har været samlet i deres respektive delstater for at afgive deres stemmer.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Der er 538 valgmænd i USA, og det er reelt deres stemmer, som kandidaterne kæmper om ved USA's præsidentvalg.

Donald Trump og vicepræsidentkandidat J.D. Vance sikrede sig ved valget i november 312 valgmandsstemmer. Det kræver mindst 270 valgmænd, før man har flertal i valgmandskollegiet og dermed vinder præsidentvalget.

Delstaternes størrelse afgør, hvor mange valgmænd der er på spil i dem.

En af de delstater, hvor der er flest på spil, er Texas med 40 valgmænd. Den delstat blev i november vundet af Donald Trump.

Det amerikanske valgsystem er indrettet sådan, at hvis en kandidat får flest stemmer i delstaten, så løber kandidaten med samtlige valgmandsstemmer.

Dermed skulle alle valgmænd i Texas tirsdag pege på Trump som præsident - uanset hvilken politisk overbevisning de selv har.

Det er op til delstaterne selv at beslutte, hvordan det skal håndteres, hvis nogen går imod deres løfte om at stemme på den valgte kandidat.

I nogle delstater er der ingen straf, mens det i andre eksempelvis kan føre til, at man bliver erstattet som valgmand eller får en bøde.

Det bliver i USA omtalt om en troløs vælger, hvis en valgmand stemmer imod den kandidat, som vandt delstaten ved præsidentvalget.

Der har gennem tiden været eksempler på troløse vælgere. Tirsdag forløb processen dog planmæssigt, og alle stemte på den valgte kandidat.

Det var netop delstaten Texas, som tirsdag aften dansk tid endegyldigt sikrede Trumps flertal. Det skete, da delstatens valgmænd var samlet i hovedstaden Austin og formelt gav de 40 valgmænd til Trump.

Hawaii rundede processen af, da den lidt over midnat natten til onsdag dansk tid formelt gav delstatens fire valgmænd til demokratiske Kamala Harris.

Harris og vicepræsidentkandidat Tim Walz vandt 226 valgmænd i november.

Tirsdagens stemmer fra valgmændene bliver nu sendt til USA's Kongres, som samles 6. januar for at optælle stemmerne og dernæst erklære Trump for USA's kommende præsident. Trump tages i ed 20. januar.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT