Statsminister: Mette-Marit-interview er vigtigt for tilliden
Norges kronprinspar er i en krævende situation, så det er vigtigt, at parret har mødt pressen, siger Støre.
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, roser det norske kronprinspar for at stille op til interview med NRK om kronprinsesse Mette-Marits relation til Epstein.- Det er vigtigt, at kronprinsessen svarer på spørgsmål om sin relation med Jeffrey Epstein. I interviewet kommer det frem, at hun fortryder kontakten med ham, og at hun er oprigtigt ked af det, siger Støre til nyhedsbureauet NTB.
- Hun tager ansvar for, at hun ikke tjekkede hans baggrund nærmere.
Mette-Marit deltog i interviewet med sin mand, kronprins Haakon. Det blev offentliggjort fredag morgen.
Samtalen handlede primært om kronprinsessens kontakt til den dømte - nu afdøde - seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Epstein og Mette-Marit havde hyppig dialog i perioden 2011-2014. De talte om personlige emner og om familie og helbred. Kontakten fandt sted, efter at han i 2008 var blevet dømt for handel med mindreårige piger.
Flere norske kommentatorer savnede efterfølgende klarere svar fra kronprinsessen på diverse spørgsmål.
Blandt andet hæftede de sig ved, at Mette-Marit ikke kunne huske, hvad hun henviste til, da hun i en e-mail i 2011 skrev til Epstein, at det "ikke så godt ud", da hun googlede ham - en sætning, der blev efterfulgt af en smiley.
Statsminister Støre går ikke ind i de mere konkrete dele af interviewet, men mener, at det er vigtigt, at parret overhovedet stiller op.
- Jeg har stor forståelse for, at kronprinsparret er i en krævende situation, og synes, at det er godt, at de sammen stiller op for at svare på spørgsmål. Det er vigtigt for at beskytte tilliden i vores samfund, siger Støre til NTB.
Mens de norske kongehus- og kulturkommentatorer kritiserede flere ukonkrete svar, mente de også, at det var klart, at kronprinsessen angrede og var meget påvirket af situationen.
/ritzau/
