Libanon melder ti personer dræbt i israelske angreb

23. MAJ 2026 • 03:14UDLAND

Ifølge Libanon udførte Israel fredag dødelige angreb. Sent fredag kom der meldinger om en ny bølge af angreb.

Israel har natten til lørdag iværksat nye luftangreb mod Libanon efter at have udført dødelige angreb fredag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af meldinger fra lokale medier og Libanons regering.

Ifølge Libanons sundhedsministerium har angreb fredag dræbt ti personer - heriblandt seks redningsarbejdere og et barn.

Kort før midnat fredag rapporterede National News Agency (NNA), som er Libanons statslige nyhedsbureau, igen om angreb. Ifølge mediet var der tale om fem israelske luftangreb, der fandt sted i det bjergrige område Nabi Sreij.

Det ligger i udkanten af byen Brital i det vestlige Libanon. Området har ellers været skånet for angreb siden våbenhvilen med den militante gruppe Hizbollah den 17. april.

En journalist fra AFP i byen Tyre, der ligger sydligt i Libanon, melder desuden at have hørt to eksplosioner, da en bygning i udkanten af byen blev ramt af angreb.

Herefter lød der ifølge journalisten endnu en eksplosion inde i byen, hvor luften desuden blev fyldt med røg.

Israels militær udsendte tidligere to advarsler til indbyggere i Libanon, som blev opfordret til at lade sig evakuere. Det skete gennem talspersonen Avichay Adraee.

En af advarslerne gjaldt byen Burj Rahal, hvor israelske styrker ifølge det israelske militær "handlede" mod Hizbollah.

Den anden gjaldt to områder i Tyre, hvor indbyggere blev opfordret til at forlade deres hjem, da de "befandt sig nær Hizbollah-faciliteter, som det israelske militær snart indleder operationer imod", skrev Avichay Adraee fredag aften på det sociale medie X.

I fredagens melding om de ti dræbte fra Libanons sundhedsministerium lød det, at seks af dem mistede livet i et angreb mod byen Deir Qanun al-Nahr nær Tyre.

To af de dræbte var redningsarbejdere fra Risala-spejderne, som ifølge AFP har forbindelse til Amal-bevægelsen, der er allieret med Hizbollah.

De fire andre dræbte mistede livet i byen Hanaway sydpå, stod der i ministeriets udtalelse. De var alle redningsarbejdere fra Islamic Health Committee, der ligeledes har tilknytning til Hizbollah.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT