Jacob Skov Olesen leverede blandt andet en eagle på lørdagens runde i DP World Tour-turnering i Belgien.
Fire slag har den danske golfspiller Jacob Skov Olesen op til førstepladsen efter tredje runde i DP World Tour-turneringen Soudal Open i Belgien.Med lørdagens 18 huller i 67 slag leverede Jacob Skov Olesen sin tredje stabile runde. Det svarer til en runde i fire slag under banens par.
De to første runder gik Jacob Skov Olesen i 64 og 68 slag, og de stabile præstationer holder danskeren inde i topstriden i Antwerpen.
Sydafrikaneren Zander Lombard fører turneringen i samlet 18 slag under par og har tre slag ned til landsmanden M. J. Daffue på andenpladsen.
Jacob Skov Olesen deler tredjepladsen med en englænder og en franskmand før søndagens afsluttende finalerunde.
Undervejs på lørdagens runde imponerede Jacob Skov Olesen med en eagle, og det blev også til tre birdies. Kun en enkelt bogey trak runden ned.
Længere nede i feltet er landsmanden Jeff Winther placeret. Han er syv slag dårligere end Jacob Skov Olesen.
De øvrige danskere, der var med i turneringen, klarede ikke cuttet til weekendens finalerunder.
/ritzau/