Præsident Faye i Senegal fyrer premierminister Sonko, lyder det på tv i landet efter voksende spændinger.
Senegals præsident, Bassirou Diomaye Faye, har fredag afskediget premierminister Ousmane Sonko og opløst regeringen.Det fremgår af en udtalelse, som er blevet delt af den senegalesiske tv-station RTS, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Beslutningen kommer, efter at spændingerne mellem de to i løbet af de seneste måneder er taget til, og de tidligere allierede er blevet rivaler.
Ifølge Reuters risikerer ændringen at forværre de politiske spændinger i landet, der kæmper med en stor gæld.
Ousmane Sonko har en stor opbakning blandt unge i Senegal. Han støttede præsident Faye ved valget i 2024, efter at en dom for injurier forhindrede ham i selv at stille op.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er der derfor tale om en usædvanlig situation, fordi præsidenten i høj grad skylder sin plads på topposten til sin premierminister.
Sonko havde næsten med sikkerhed selv fået præsidentposten, hvis det havde været muligt for ham at stille op.
Ifølge AFP blev udtalelsen fredag læst op af Oumar Samba Ba, som er rådgiver for præsidenten.
Her lød det, at Faye "har afsluttet Ousmane Sonkos embedsperiode og dermed også perioden for de ministre, der er medlemmer af regeringen".
Sonko var tidligere en slags mentor for Faye. Deres parti, Pastef, vandt allerede i første valgrunde ved valget i marts 2024 med løfter om gennemgribende politisk forandring i det vestafrikanske land.
De sagde også, at de ville bekæmpe det, de beskrev som korruption og dårlig forvaltning af statslige anliggender.
Selv om Sonko er populær i befolkningen, er det Faye, der som præsident sidder på magten. Han kan med et dekret således fyre landets premierminister.
Ousmane Sonkos popularitet blandt de unge skyldes ifølge AFP særligt hans hårde linje over for den tidligere kolonimagt Frankrig.
/ritzau/