Starmer slipper for undersøgelse i Mandelson-sag

28. APR 2026 • 20:08UDLAND

Storbritanniens konservative opposition havde forlangt en undersøgelse af, om Starmer vildledte Underhuset.

Et flertal i det britiske Underhus har tirsdag stemt imod at indlede en undersøgelse af, hvorvidt premierminister Keir Starmer vildledte parlamentet, da Peter Mandelson blev godkendt som britisk ambassadør i USA.

335 medlemmer af Underhuset stemte imod at indlede en undersøgelse af Starmer, mens 223 stemte for.

Det skriver Reuters og BBC.

Forinden havde den konservative oppositionsleder, Kemi Badenoch, bedt Starmers eget parti stemme imod ham.

- Afstemningen i dag handler ikke om parlamentet. Den handler ikke om Labour, siger hun ifølge BBC.

- Den handler om at holde premierministeren ansvarlig.

Det er kommet frem, at Peter Mandelson havde et årelangt venskab med den afdøde amerikanske seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det førte til, at Mandelson i september sidste år blev fyret fra posten som ambassadør.

Starmer har tidligere udtalt, at han aldrig skulle have udpeget Peter Mandelson som Storbritanniens ambassadør i USA. Han har kaldt det for en fejlvurdering.

Premierministeren har samtidig fastholdt, at han ikke havde fået at vide, at den nu tidligere britiske ambassadør havde dumpet en sikkerhedsgodkendelse, inden han blev udnævnt til posten.

Mandelson - en mangeårig markant skikkelse i det socialdemokratiske parti Labour - blev ambassadør i USA i januar 2025.

Men han røg ud i kulden igen i september, efter at der var kommet yderligere oplysninger om hans venskab med Jeffrey Epstein.

E-mails offentliggjort i januar viser ifølge Reuters, at Mandelson og Epstein havde et tættere forhold end hidtil antaget.

Det tyder også på, at Mandelson har delt informationer med den amerikanske forretningsmand, da han var minister.

I en udtalelse fra premierministerens kontor i Downing Street 10 siger en talsmand tirsdag aften, at afstemningen i Underhuset er et "desperat politisk stunt" fra den konservative oppositions side forud for lokalvalg i maj.

Det var på forhånd ventet, at Starmer ville slippe for at blive gransket.

Hans parti, Labour, har et solidt flertal på 403 af de 650 pladser i Underhuset.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT