Medier: USA's justitsministerium tiltaler tidligere FBI-chef igen

28. APR 2026 • 20:45UDLAND

James Comeys opslag på sociale medier har fået USA's justitsministerium til at rejse tiltale, skriver avis.

USA's justitsministerium tiltaler den tidligere FBI-chef James Comey for anden gang.

Det siger kilder til nyhedsbureauet Reuters samt de amerikanske tv-stationer CNN og Fox News, samt avisen New York Times.

Personer med kendskab til efterforskningen siger til New York Times, at sagen handler om et opslag, som Comey lagde på det sociale medie Instagram sidste år.

Det er angiveligt et foto fra en strand i North Carolina, hvor Comey holdt ferie.

På billedet er nogle muslingeskaller lagt på en måde, så de danner tallene "8647".

Tallet "86" bruges som slang for at fjerne en person - og "47" skal henvise til Donald Trump, der er USA's 47. præsident, skriver New York Times.

Dermed er Comeys opslag en trussel om at dræbe præsidenten, lyder opfattelsen ifølge avisen blandt såvel medlemmer af Trumps regering som i dele af hans familie.

Secret Service, der har til opgave at passe på præsidenten, gik så langt som til at fastslå Comeys opholdssted og følge ham og hans kone, til de vendte hjem fra ferien, skriver New York Times.

Comey slettede opslaget efter få timer. Han har tidligere sagt, at han ikke var klar over, at de tal kunne knyttes til nogen form for vold.

Det er anden gang, at USA's justitsministerium under Trumps embedsperiode rejser en sag mod Comey.

Første gang var i september, men her blev sagen afvist af en føderal dommer.

Comey er en kendt kritiker af præsident Trump - og omvendt har Trump flere gange rettet beskyldninger mod Comey om, at han skal have brugt USA's retsvæsen som "politisk våben" mod Trump.

Trump fyrede Comey i 2017, da forbundspolitiet var i gang med en efterforskning af, om Trumps rådgivere havde samarbejdet med Rusland om at påvirke præsidentvalget i 2016.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT