Trump hylder briterne som USA's tætte venner
Trods spændinger på grund af stor uenighed om konflikten i Iran var tonen let, da Trump bød Charles velkommen.
USA har gennem århundreder ikke haft tættere venner end briterne, siger USA's præsident, Donald Trump, der tirsdag byder Storbritanniens kong Charles III velkommen til Det Hvide Hus.- I de århundreder, der er gået, siden vi fik vores uafhængighed, har amerikanerne ikke haft tættere venner end briterne, lyder det fra Trump.
Det skriver AFP og BBC.
Besøget markerer 250-årsdagen for de amerikanske koloniers løsrivelse fra britisk styre.
Statsbesøget skal understrege sammenholdet mellem de to mangeårige allierede trods store uenigheder om krigen i Iran.
Kong Charles og dronning Camilla blev modtaget af præsidenten og førstedame Melania Trump til et formiddagsbesøg i præsidentresidensen, mens hundredvis af gæster stod på Det Hvide Hus' sydlige plæne.
Kanoner bragede og dækkede midlertidigt store dele af området i røg, mens USA's nationalsang blev spillet.
Trumps tone i velkomsttalen til Charles og Camilla ligger milevidt fra de seneste udfald mod den britiske regering.
Præsidenten har været yderst kritisk over for, at Storbritannien ikke ville slutte sig til konflikten mod Iran.
Med brug af et udtryk, som britiske regeringer har værnet om, siden Winston Churchill først brugte det efter Anden Verdenskrig, siger Trump, at de to lande har et "særligt forhold".
- Vi håber, det altid vil forblive sådan, siger Trump ifølge Reuters.
Han roser også det britiske militær og siger, at "ingen har kæmpet bedre sammen" med USA. Det på trods af, at han for nylig hånede Storbritanniens to hangarskibe, som han kaldte "legetøj".
Trump, der længe har været begejstret for det britiske kongehus, virkede i godt humør på en regnfuld morgen i Washington D.C.
- Sikke en smuk britisk dag det er, sagde præsidenten om gråvejret, og høstede latter fra de britiske gæster.
Den 79-årige præsident fik også nævnt, at hans nu afdøde mor "var forelsket i Charles", som i dag er 77 år.
Tirsdag er andendagen af det fire dage lange statsbesøg. Senere på dagen skal kong Charles efter planen tale til den amerikanske Kongres.
I talen ventes kongen at opfordre til "forsoning og fornyelse" efter de seneste spændinger i relationerne mellem de to lande.
/ritzau/
