Frederikshavn Havn havde trecifret millionunderskud i 2023

15. NOV 2024 • 14:12ERHVERV/POLITIK

Store millionnedskrivninger har været med til at give Frederikshavn Havn et underskud på 340 millioner kroner.

Den økonomisk pressede Frederikshavn Havn har haft et underskud på 340 millioner kroner i 2023.

Det skriver både Nordjyske og TV2 Nord på baggrund af havnens regnskab.

Årsagen til det store millionunderskud skyldes blandt andet, at havnens revisor, Deloitte, har nedskrevet værdien af havnens aktiver med 330 millioner kroner.

Konkret drejer det sig om tre projekter, som havnens revisor vurderer, er mindre værd end tidligere antaget.

Blandt andet er værdien af havnens olieterminal blevet nedskrevet med 276,7 millioner kroner, skriver Nordjyske.

Også værdien af havnens siloer og de arealer, som ophugningsværftet Modern American Recycling Services benytter, er blevet nedskrevet i værdi.

I april overtog Frederikshavn Kommune det fulde ansvar for Frederikshavn Havn, fordi havnen manglede penge til fortsat drift.

Det vil sige, at havnen nu er en kommunal havn, og at havnens gæld er endt i kommunekassen.

Ifølge TV2 Nord er den samlede gæld i Frederikshavn Havn omkring 1,73 milliarder kroner.

Indtil havnen blev overtaget af kommunen, var den en kommunal selvstyrehavn.

Frederikshavns Kommune har løbende lånt havnen flere penge for at få styr på økonomien.

I efteråret 2023 trak havnens bestyrelse sig, efter at der havde været uenighed om strategien for havnen.

Efterfølgende blev en ny bestyrelse udpeget, hvor Karsten Dybvad, kendt som tidligere departementschef i Statsministeriet og administrerende direktør for Dansk Industri, blev formand.

Efter den nye bestyrelse arbejdede sig ind i sagerne, voksede indtrykket af havnens problemer, har DR tidligere beskrevet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT