Soldater og betjent dømt for plot om at dræbe Brasiliens præsident

19. NOV 2025 • 01:29UDLAND

Fire mænd har fået fængselsstraffe på op til 24 år for at være del af kupforsøg med planer om drab på Lula.

Brasiliens højesteret har tirsdag idømt tre soldater og en politibetjent fængselsstraffe for at have været en del af planer om at dræbe Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, efter præsidentvalget i 2022.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mændene har fået fængselsstraffe på 21 til 24 år. De er fundet skyldige i at have deltaget i et kupforsøg, der skulle holde landets tidligere præsident Jair Bolsonaro ved magten, selv om han tabte til Lula.

Den 70-årige Bolsonaro blev i september idømt 27 år og tre måneders fængsel af landets højesteret. Han blev dømt for at stå i spidsen for kupforsøget.

Få dage efter at Lula var blevet indsat som ny præsident 1. januar 2023, stormede Bolsonaros tilhængere landets parlament og højesteret.

De tre soldater og politimanden stod ifølge dommen fra højesteret for planlægningen af, hvordan forløbet skulle udfolde sig - blandt andet planlægningen af drab på flere embedsmænd.

Operationen blev navngivet "den grønne og gule dolk" efter farverne på det brasilianske flag, skriver AFP.

Ifølge statsadvokat Paulo Gonet havde de fire personer påtaget sig ansvaret for at "neutralisere" Lula, vicepræsident Geraldo Alckmin og højesteretsdommeren Alexandre de Moraes.

De fire var del af det såkaldte "Kids Pretos", som er en eliteenhed under den brasilianske hær.

De kan fortsat appellere dommen og vil ikke blive sendt i fængsel, før alle muligheder for at anke er udtømte, skriver AFP.

Også Bolsonaro og hans advokater forsøger sig i denne tid med at appellere til højesteretten. En unavngiven kilde i højesteretten siger til AFP, at ekspræsidentens sidste muligheder for at appellere snart kan være afvist.

Jair Bolsonaro har været i husarrest siden august. Han fastholder, at han er uskyldig.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT