Kongen ankom lidt før klokken 14 til Middelfart, hvor han skal løbe fem kilometer ved Royal Run.
Kong Frederik har mandag eftermiddag begivet sig ud på sin anden løbetur ved årets Royal Run.Startskuddet gik lidt over 14.30 i Middelfart, hvor han skal løbe fem kilometer.
Kongen ankom til den fynske by lidt før klokken 14 i en sort bil, hvor han blev budt velkommen af borgmesteren i Middelfart, Anders Møllegård.
Han blev efterfølgende vist rundt på området ved havnen på vej ned til startområdet.
Her var han blandt andet forbi Henner Friisers Hus - en bindingsværksbygning, der regnes for at være det ældste hus i Middelfart.
Kongen fik efterfølgende lov at overvære en "regnvejrsdans" fra elever fra Viby Efterskole.
Dansen skulle ifølge TV 2's dækning symbolisere den store mængde af regnvand, der løber igennem byen ved regnvejr.
Han var under det korte rundvisning ledsaget af den lokalkendte Yasmin Juel Amer, der i 2025 blev kåret som "Årets Middelfarter" af Fyens Stiftstidende.
Det er dagens anden løbetur, som kong Frederik skal ud på i Middelfart i forbindelse med årets Royal Run.
Mandag morgen løb han "one mile" i Randers. Det svarer til 1609 meter.
Ifølge kongehusets hjemmeside deltager 112.450 personer i Royal Run. Det er dermed også et rekordår for motionsløbet - sidste års rekord lød på 97.786 deltagere.
Knap halvdelen af deltagerne - omkring 50.000 - løber i København og på Frederiksberg, mens de øvrige deltagere fordeler sig på værtsbyerne Ringkøbing, Randers, Middelfart og Helsingør.
Man kan løbe eller gå ”one mile”, fem kilometer eller 10 kilometer.
Kong Frederik åbnede mandag morgen festen i Randers, hvor han ankom med Kongeskibet Dannebrog klokken 10.15.
Omkring klokken 14.30 løb han så ud på ruten i Middelfart, og så slutter han i København omkring klokken 19, hvor han skal løbe ti kilometer.
Kongehuset er repræsenteret i Ringkøbing i form af kronprins Christian, mens dronning Mary løber i Helsingør.
Kongeparrets tre øvrige børn stillede til start i København.
Royal Run blev for første gang afholdt i 2018 i forbindelse med kongens 50-års fødselsdag. På daværende tidspunkt var han kronprins.
/ritzau/