Fransk NBA-stjerne fører San Antonio til overlegen sejr

25. MAJ 2026 • 11:19SPORT

Oklahoma City Thunder gik i stå på pointtavlen i et klart nederlag til San Antonio Spurs i NBA-semifinalen.

Den franske basketballstjerne Victor Wembanyama sprudlede for San Antonio Spurs, som natten til mandag dansk tid vandt 103-82 hjemme over Oklahoma City Thunder.

Med sejren udlignede San Antonio til 2-2 i semifinaleserien. Der spilles bedst af syv kampe om en plads i finalen i den bedste nordamerikanske basketliga, NBA.

Wembanyama var utilfreds efter det seneste nederlag til Oklahoma City Thunder, hvor han tog meget af skylden på sine egne skuldre.

- Vi svarede bare igen. Det var ikke noget fantastisk. Det var ikke magisk. Vi gjorde bare, hvad vi skulle gøre, siger Wembanyama ifølge Reuters.

Wembanyama blev kampens topscorer med 33 point. Han lavede også otte rebounds, fem assists og tre blokeringer.

San Antonio-træner Mitch Johnson var meget tilfreds med det, han så fra det franske fænomen.

- Vi kom med et godt modsvar, som vi har gjort hele sæsonen. Jeg tror, at han følte en pligt til at gå forrest på en række forskellige områder, siger Mitch Johnson.

San Antonio kom foran med 15 point tidligt i kampen, og den føring smed holdet ikke væk, selv om udeholdet kom tæt på inden pausen.

Shai Gilgeous-Alexander, der er Oklahoma Citys største stjerne, blev holdt nede på 19 point, og ingen af holdkammeraterne scorede mere end 12 point.

Oklahoma Citys 82 point var det laveste antal, som holdet har scoret i en NBA-kamp siden december 2021 og det laveste antal i en kamp i slutspillet siden 2020.

I de seneste 11 kampe i slutspillet havde Oklahoma lavet mindst 108 point. I grundspillet scorede holdet ikke lavere end 93 point.

I den anden semifinaleserie i NBA fører New York Knicks med 3-0 i kampe over Cleveland Cavaliers og er dermed kun en enkelt sejr fra at nå finalen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT