Store mål driver Vingegaard før karrierens afslutning

25. MAJ 2026 • 14:24SPORT

Med deltagelsen i Giroen håber Jonas Vingegaard på, at han kan nå et endnu højere niveau i Touren.

Jonas Vingegaard har stadig masser af ambitioner, han gerne vil indfri i cykelsporten, men samtidig har den 29-årige Visma-rytter ikke tænkt sig at fortsætte i ti år endnu.

Det siger Vingegaard på den sidste hviledag i Giro d'Italia, som er et af de etapeløb, han ikke har vundet endnu.

- Jeg tager det bare år for år. Hvis jeg stadig nyder det, så bliver jeg ved med at cykle, siger Vingegaard ifølge AFP.

- Det er mit ottende år som professionel. Jeg ser ikke mig selv køre, til jeg er 35 år. Jeg bliver 30, så det er faktisk ikke om så mange år, lyder det fra Vingegaard, der fylder rundt i december.

Men inden pensionen kalder, er der mange bedrifter, han gerne vil opnå.

Lige nu fører Vingegaard Giroen, og danskeren kan blive den ottende rytter til at have vundet alle tre grand tours. Han triumferede i Tour de France i 2022 og 2023, og sidste år vandt han Vuelta a España.

I år vandt Vingegaard Paris-Nice og Catalonien Rundt, og han har tidligere i karrieren vundet Tirreno-Adriatico, Baskerlandet Rundt og Critérium du Dauphiné.

Til gengæld mangler han at vinde for eksempel Romandiet Rundt og Schweiz Rundt.

- Det er selvfølgelig et stort mål for mig at vinde Giroen. Men jeg har heller ikke vundet alle etapeløb over en uge. De løb vil også være dejlige at vinde, siger Vingegaard.

Det er også planen at dyste om sejren i Touren med Tadej Pogacar i juli, og Vingegaard ser Giro-deltagelsen som en hjælp til det mål.

- Jeg tror, det kan hjælpe mig med at nå et højere niveau. Jeg har set i de seneste år, at når jeg har gennemført en grand tour, så har mit niveau faktisk været højere i den anden grand tour end i den første.

- Så det er også det, jeg håber på i Touren, siger Vingegaard.

Pogacar og Vingegaard er endt i top-2 i de seneste fem udgaver af Touren.

Vingegaard har vundet tre etaper i årets Giro, men han satser på, at han ikke har vundet sin sidste endnu.

- Der er mange muligheder i den tredje uge. Jeg vil gerne vinde en etape i den lyserøde førertrøje. Så vi går mindst efter en etapesejr mere, siger Vingegaard.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT