Skotlands leder vil have folkeafstemning om løsrivelse om et år

9. OKT 2022 • 11:44UDLAND

Den øverste britisk domstol skal afgøre, om Skotland selv kan beslutte at udskrive folkeafstemning.

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, siger søndag til BBC, at hun føler sig sikker på, at en folkeafstemning om Skotlands uafhængighed kan finde sted i oktober næste år.

- Ja, jeg føler mig sikker på, at det kan ske, siger hun

Den øverste britiske domstol vil tirsdag indlede en høring, hvor der vil blive fremlagt argumenter for en folkeafstemning.

Og vel at mærke en folkeafstemning, som ikke behøver den konservative britiske premierminister Liz Truss' og hendes regerings godkendelse.

- Lad os vente og se, hvad domstolen når frem til. Jeg føler mig sikker på, at Skotland vil blive uafhængig, siger Sturgeon.

Hun repræsenterer Skotlands Nationalparti (SNP). Det er langt det største skotske parti.

Skotland har allerede haft én folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien.

Det var i 2014, hvor et flertal - 55 procent mod 45 procent - sagde ja til fortsat at være en del af Storbritannien.

Kort efter besluttede den daværende konservative regering i London at udskrive en folkeafstemning om fortsat medlemskab af EU. Det blev nej, da der blev stemt i 2015.

Men i Skotland var der et meget stort flertal for at blive i EU.

Nicola Sturgeon mener, at forudsætningen ved folkeafstemning i Skotland i 2014 var forsat britisk deltagelse i EU.

Krigen i Ukraine og den voldsomme energikrise, der har ramt Europa og Storbritannien, har i denne uge fået den britiske regering til at tilbyde op mod 100 licenser til nye boringer i Nordsøen efter olie og gas.

Sturgeon siger til BBC's politiske morgenprogram søndag, at hun er skeptisk over for at udstede nye licenser til boringer. Mange af dem ud for Skotlands kyst.

Der er et bydende krav - af hensyn til miljøet og klimaet - om at bevæge sig væk fra gas og olie, understreger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU