Frankrig støtter ICC efter anmodning om arrestordre på Netanyahu

21. MAJ 2024 • 06:15UDLAND

Den Internationale Straffedomstol har Frankrigs støtte i kampen mod straffrihed, lyder det i udtalelse.

Frankrig støtter Den Internationale Straffedomstols (ICC) uafhængighed.

Sådan lyder det i en udtalelse fra landets udenrigsministerium.

- Frankrig støtter Den Internationale Straffedomstol, dens uafhængighed og dens kamp mod straffrihed i alle situationer, står der i udtalelsen fra sent mandag.

Meldingen kommer, efter at chefanklageren ved ICC, Karim Khan, mandag meddelte, at han har bedt om arrestordrer på den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og på den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, i forbindelse med mulige krigsforbrydelser.

Khan har også anmodet om arrestordrer på tre Hamas-ledere: toplederen Yahya Sinwar, Mohammed Deif og Ismail Haniya.

Det franske udenrigsministerium "fordømmer den antisemitiske massakre, som blev begået af Hamas" under bevægelsens angreb mod Israel den 7. oktober, lyder det.

Angrebet var "ledsaget af tortur og seksuel vold", tilføjer udenrigsministeriet.

Frankrig fremhæver dog også, at landet har advaret Israel "om nødvendigheden i en streng overholdelse af international humanitær lov og især om det uacceptable omfang af civile tab i Gazastriben."

Frankrig gør også opmærksom på, at det har advaret Israel om en "utilstrækkelig humanitær adgang" til Gaza.

Ikke alle lande reagerer ligesom Frankrig på Karin Khans anmodning.

USA's præsident, Joe Biden, kaldte mandag anmodningen om en arrestordre på de israelske ledere for "skandaløs".

- Hvad end denne advokat ellers måtte antyde, så kan Israel og Hamas ikke sidestilles, lød det fra præsidenten.

Den israelske udenrigsminister, Israel Katz, reagerede med voldsom harme og kaldte det en "historisk skændsel".

Israels præsident, Isaac Herzog, sagde, at ICC-anklagerens udmelding er "mere end uhyrlig", og at den vil indgyde nyt mod hos terrorister verden over.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU