Seks personer er på hospitalet efter skudepisode i Sverige
Svensk politi vurderer ikke umiddelbart, at skudepisode, som har sendt seks på hospitalet, er terrorrelateret.
Seks personer er blevet såret i en skudepisode, der fandt sted natten til lørdag i den centrale del af byen Gävle i det østlige Sverige.Det oplyser svensk politi til det svenske nyhedsbureau TT.
De seks personer er alle blevet kørt med ambulance til hospitalet, hvor de modtager behandling, oplyser Tobias Sahlén Svalbro, som er talsperson for politiet.
Det står endnu ikke klart, hvilken tilstand de sårede er i - og om nogen af dem er i livsfare.
Hændelsen efterforskes som drabsforsøg, lyder det, men politiet afviser til TT at kommentere, hvorvidt der er nogen anholdte eller mistænkte i forbindelse med hændelsen.
Ligeledes afviser politiet at svare på, om det mistænkes, at skudepisoden er banderelateret.
- Vi arbejder i øjeblikkeligt bredt, men jeg kan ikke gå ind i nogen mulige teorier. Vi har ikke umiddelbart mistanke om, at det er terrorrelateret, siger Tobias Sahlén Svalbro.
Svensk politi er efter hændelsen massivt til stede i byen, lyder det.
- Vi har store ressourcer på gerningsstedet, så vores vurdering er, at der ikke er fare for offentligheden. Jeg forstår, at man kan blive bekymret, siger talspersonen.
Politiet fik anmeldelse om hændelsen kort for klokken 02 natten til lørdag.
/ritzau/