Drabsforsøg på højesteretsdommer giver otte års fængsel

4. OKT 2025 • 00:38UDLAND

Et drabsforsøg på en amerikansk højesteretsdommer i 2022 har udløst otte års fængsel og livstidsopsyn.

Sophie Roske er blevet idømt otte år og en måneds fængsel for forsøg på at dræbe den amerikanske højesteretsdommer Brett Kavanaugh tilbage i 2022.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Roske blev tiltalt under navnet Nicholas Roske. Men hun har siden via sine forsvarsadvokater oplyst, at hun nu hedder Sophie Roske og vil tiltales med hun/hende.

Det er distriktsdommeren Demorah Boardman, der ved et retsmøde fredag har afsagt dommen.

Boardman kaldte under retsmødet forbrydelsen for forkastelig men sagde samtidig, at Roske har udvist oprigtig anger. Dommeren understregede desuden, at Roske ikke tidligere har begået forbrydelser, og at det anses som usandsynligt, at hun vil gøre det igen.

Ud over fængselsstraffen indebærer dommen, at Roske skal være under livstidsopsyn efter sin løsladelse, og at hun ikke må rejse til forbundshovedstaden Washington D.C. uden en særlig tilladelse.

Roske erklærede sig i april skyldig i drabsforsøget. Hun stod til en mulig fængselsdom på livstid.

7. juni 2022 tog Roske afsted fra sit hjem i en forstad til Los Angeles i Californien og til Maryland, hvor Kavanaugh bor. Ifølge anklagerne havde hun medbragt et håndvåben, ammunition, et brækjern, peberspray og andre genstande, der skulle bruges til "med terrorformål" at begå drab.

Hun ringede til politiet, da hun så betjente uden for hans hjem, og sagde til alarmcentraloperatøren, at hun var selvmordstruet og havde til hensigt at dræbe Kavanaugh. Det fremgår af retsdokumenter.

Roske - der var 26 år gammel ved anholdelsen - var ifølge anklagerne oprørt over ventede afgørelser fra højesteretten, der drejede sig om en ophævelse af regler på våbenområdet og en indskrænkning af retten til abort.

Sophie Roske undskyldte under fredagens retsmøde til Brett Kavanaughs familie.

- Jeg er blevet portrætteret som et monster, og denne tragiske fejl, jeg har begået, vil følge mig resten af mit liv, lød det.

Anklagemyndigheden har inden dommen argumenteret for en fængselsstraf på mindst 30 år, fordi Roske havde planlagt drabsforsøget i flere måneder.

Hendes forsvarsadvokater har omvendt sagt, at hun ikke burde få mere end 96 måneders fængsel, fordi hun selv ringede til politiet og efterfølgende overgav sig til - og samarbejdede med - myndigheder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT