Lufthavnen i München lukker igen efter droneanmeldelser

4. OKT 2025 • 01:36UDLAND

Lufthavnen i München er sent fredag lukket, efter at den også blev lukket torsdag. Det rammer 6500 rejsende.

Lufthavnen i München i Tyskland er blevet lukket som følge af anmeldelser om droneaktivitet.

Det fremgår fredag aften på lufthavnens hjemmeside.

Her lyder det, at det sker som en sikkerhedsforanstaltning på grund af ubekræftede droneobservationer.

Lufthavnen giver ikke umiddelbart en tidshorisont for, hvornår luftrummet ventes genåbnet.

Flytrafikken er således "suspenderet indtil videre varsel", lyder det.

- Når der er mistanke om en droneobservation, er de rejsendes sikkerhed den højeste prioritet, står der på hjemmesiden.

Tysk politi undersøger nu anmeldelserne, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Det står ikke umiddelbart klart, om der skal være tale om en eller flere droner - eller hvilken slags drone, der mistænkes at være i luften.

Lufthavnen oplyser ifølge dpa, at 46 fly ikke har kunne lette fra lufthavnen, mens 23 fly, der skulle lande i München, er blevet omdirigeret. 12 andre flyvninger er desuden blevet aflyst.

Det påvirker omkring 6500 rejsende.

- Som den foregående nat har lufthavnen samarbejdet med flyselskaberne om straks at sørge for passagererne i terminalerne. Der blev sat feltsenge op, og tæpper, drikkevarer og snacks er blevet uddelt, lyder det fra lufthavnen.

Tidligere fredag fortalte en talsperson for Tysklands militær Bundeswehrs operationelle kommando i hovedstaden Berlin til dpa, at der var blevet set en drone ved militærfaciliteter nær lufthavnen i München.

Den tidligere Bundeswehr-luftbase Erding ligger nær lufthavnen. I dag bruger militæret ifølge dpa stedet som et laboratorie, hvor der blandt andet udvikles droner.

Den tyske lufthavn blev også sent torsdag lukket som følge af anmeldelser om droneaktivitet. Det skete klokken 22.18.

Det medførte, at 17 flyafgange fra lufthavnen blev aflyst, hvilket berørte næsten 3000 rejsende.

Lufthavnen genåbnede fredag morgen.

Lufthavnen, der ligger i den sydlige tyske delstat Bayern, er en af Europas største.

Lukningen af lufthavnen i München er den seneste forstyrrelse af den europæiske lufttrafik, siden at observationer af droner i sidste uge midlertidigt lukkede luftrummet over Københavns Lufthavn, Aalborg Lufthavn og Oslo Lufthavn i Norge.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT