Kvindelig svampeplukker meldes dræbt af bjørn i Japan

4. OKT 2025 • 04:39UDLAND

En kvinde meldes dræbt, og en anden kvinde er savnet, efter angreb fra bjørn, melder politi og medier i Japan.

En kvinde i det nordlige Japan er død, efter at hun blev angrebet af en bjørn, da hun var ude for at plukke svampe.

Det rapporterer politiet og lokale medier, skriver nyhedsbureauet AFP.

Samtidig meldes en anden kvinde savnet.

- En kvinde er bekræftet død, og en anden er stadig savnet, siger en embedsmand fra politiet i Miyagi-præfekturet i det nordlige Japan til AFP.

I alt fire personer - heriblandt de to kvinder - var fredag taget ud for at plukke svampe på et bjerg, siger politiet.

De to kvinder meldes begge at være i halvfjerdserne.

Japansk politi har tidligere udtalt, at dødsårsagen efterforskes. Ifølge japanske medier lød anmeldelsen om hændelsen, at kvinden var blevet angrebet af en bjørn.

Det japanske medie NHK rapporterer, at politiet mener, at kvinden blev angrebet af bjørnen, fordi hun allerede havde skader på kroppen. Det fremgår ikke umiddelbart, hvilke skader kvinden havde.

I løbet af de seneste år er der blevet set flere og flere vilde bjørne i Japan - også i områder med beboelse. Det skyldes ifølge AFP blandt andet klimaforandringer og et faldende befolkningstal.

Den japanske avis Asahi Shimbun rapporterer også om en anden hændelse med bjørneangreb. Her lyder det, at liget af en 78-årig mand er blevet fundet i præfekturet Nagano, der ligger længere sydpå i landet.

Manden blev ifølge mediet fundet med klomærker på kroppen, og politiet mistænker, at han også er blevet dræbt af en bjørn, lyder det.

I sidste måned lempede Japan landets våbenregler, hvilket gør det lettere for jægere at bruge rifler i områder med bebyggelse. Det er sket, efter at der har været en stigning i antallet af bjørneangreb.

Ifølge NHK blev 69 personer på landsplan såret af bjørne mellem april og august i år. I fem tilfælde resulterede det i dødsfald.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT