Nato-lande bruger mere på forsvar, men det kræver svære prioriteringer, erkender Rutte efter ministerexit.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, har siddet i mange møder med den britiske forsvarsminister, John Healey.Men det slutter nu. Den britiske forsvarsminister stopper efter uenighed med den britiske premierminister, Keir Starmer, om forsvarsinvesteringer, oplyste han torsdag.
- Jeg har ikke hørt meddelelsen før nu. Jeg respekterer virkelig John Healey, siger Mark Rutte.
Udtalelsen kommer på et fælles pressemøde med Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles torsdag.
Pressemødet blev holdt samtidig med, at nyheden om John Healeys farvel kom frem.
Healey har blandt andet spillet en ledende rolle i Ukraine Defense Contact Group, også kaldet Ramstein-gruppen. Her har han ledet møderne sammen med den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius.
Det er gang på gang sket med opfordringer til at øge investeringer i forsvar og den militære hjælp til Ukraine.
Healey begrunder sit farvel med, at hverken premierminister Keir Starmer eller finansministeriet har villet afsætte de midler, der er nødvendige i en tid med øgede trusler mod Storbritannien.
Mark Rutte erkender, at mange Nato-lande ligesom Storbritannien står med en stor udfordring, når det gælder forsvar. Men indtil videre er det lykkes at øge forsvarsinvesteringerne.
- Mere generelt kan jeg sige, at vi over hele alliancen ser lande, der virkelig øger deres forsvarsudgifter.
- Storbritannien øgede også deres forsvarsinvesteringer sidste år, siger Mark Rutte.
Han anerkender, at de øgede forsvarsinvesteringer kræver svære prioriteringer.
- Det er selvfølgelig ikke let. For der er altid en afvejning i forhold til andre udgifter, som også er vigtige.
- Men kernespørgsmålet er i sidste ende, om regeringerne vil holde deres lande sikre - og sikre, at der er en stærk økonomi. Det er de to vigtigste søjler for vores forsvar, siger Mark Rutte.
/ritzau/