Antallet af mennesker på flugt falder for første gang i 10 år

11. JUN 2026 • 07:28UDLAND

I 2025 faldt antallet af mennesker på flugt, viser FN-rapport. Niveauet er dog uacceptabelt højt, lyder det.

For første gang i mere end et årti falder antallet af mennesker, der er tvunget på flugt fra krig, vold og forfølgelse.

Det viser den årlige rapport fra FN's flygtningeorganisation, UNHCR, der torsdag morgen har offentliggjort den seneste rapport for 2025.

Ved udgangen af 2025 var 117,8 millioner mennesker på flugt globalt, hvilket er 5,4 millioner færre end på samme tidspunkt i 2024.

Faldet skyldes blandt andet, at 14,7 millioner mennesker sidste år vendte tilbage til deres oprindelsesland eller -område.

Mens størstedelen var internt fordrevne, så rejste 4,4 millioner flygtninge i 2025 tilbage til deres hjemlande.

Det er det næsthøjeste antal, siden man begyndte at registrere antallet af hjemvendte flygtninge for 60 år siden.

Blandt andet vendte 1,9 millioner flygtninge tilbage til Afghanistan i 2025, fremgår det ifølge Reuters af rapporten.

Udviklingen var især drevet af skærpede regler hos Afghanistans to nabolande, Iran og Pakistan, der betød, at mange afghanske flygtninge følte sig tvunget til at rejse hjem.

Taliban, der ikke anerkendes af EU, generobrede magten i Afghanistan i 2021.

Størstedelen af de hjemvendte flygtninge er især vendt tilbage til seks lande. Ud over Afghanistan drejer det sig om DR Congo, Sudan, Syrien, Ukraine og Myanmar.

UNHCR skriver i torsdagens rapport, at antallet af mennesker på flugt fra krig, vold og forfølgelse fortsat er "uacceptabelt højt".

FN's Flygtningehøjkommissær, Barham Salih, siger, at flere flygtninge er vendt tilbage til lande og områder, hvor infrastrukturen er ødelagt, og der er få økonomiske muligheder.

- Hvis der ikke er sikkert, når folk vender tilbage, så er det ikke en løsning. Så er der risiko for, at det er begyndelsen på en ny cyklus med fordrivelse, siger Barham Salih.

UNHCR opfordrer til handling for markant at reducere langvarig fordrivelse over det næste årti.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT