Signalfejl påvirker togdriften i Jylland frem til i aften

11. JUN 2026 • 16:18INDLAND/KRIMINAL

Fejl på signalsystemet giver torsdag aflyste og forsinkede tog flere steder i Jylland.

Rejsende, der skal med tog i det jyske torsdag, kan med fordel tjekke Rejseplanen for at se, om deres tog rent faktisk afgår.

Det er en fejl i signalsystemet, der skaber uregelmæssig drift.

Togselskabet GoCollective har måttet aflyse en lang række afgange på grund af signalfejlen.

Ifølge GoCollective er mere end 50 afgange blevet påvirket af problemerne.

Og de tog, der rent faktisk kører, kan være ramt af forsinkelser.

Signalfejlen berører også DSB.

Der kører ingen myldretidstog og ingen regionaltog mellem Fredericia og Aarhus Hovedbanegård, oplyser DSB på sin hjemmeside.

InterCity- og InterCityLyn-tog mellem Fredericia og Aarhus H kører dog fortsat, oplyser DSB.

Esbjerg-tog, der normalt kører mellem Københavns Hovedbanegård og Esbjerg, kører ikke mellem Esbjerg og Middelfart, skriver DSB.

Banedanmarks teknikere arbejder på at rette fejlen, og prognosen er, at den skulle være udbedret omkring klokken 18.00.

- Hvad der konkret er årsagen til den digitale signalfejl, er vi ved at undersøge og lokalisere, siger vicetrafikdirektør Nicolai Smidt Sigsgaard fra Banedanmark til TV 2.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT