Rusland: EU-medlemskab er Ukraines suveræne ret at bestemme

18. FEB 2025 • 11:20UDLAND

Meldingen kommer samtidig med, at topembedsmænd fra USA og Rusland mødes i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Et medlemskab i EU har Ukraine suveræn ret til at bestemme. Det gælder dog ikke et medlemskab af en militæralliance som Nato.

Det siger Dmitry Peskov, der er talsperson for Kreml, ifølge Reuters.

- Det er op til Ukraine, om landet vil være en del af EU. Men vi har selvfølgelig en helt anden holdning, hvad angår sikkerhedsspørgsmål og militære alliancer, siger Peskov.

- På de to punkter har vi forskellige holdninger, lyder det.

Talspersonen fastslår, at Rusland ikke vil diktere Ukraine med henblik på spørgsmålet om et medlemskab i EU.

Dmitry Peskov siger desuden, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, i udgangspunktet er klar til at gå i dialog med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hvis det bliver "nødvendigt".

Meldingerne fra Kreml kommer samtidig med, at topembedsmænd fra USA og Rusland mødes i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Mødet mellem topembedsmænd fra USA og Rusland finder sted i Diriyah-paladset i den saudiarabiske hovedstad.

På billeder fra mødets begyndelse fremgår det, at på den ene side af bordet sad USA's udenrigsminister, Marco Rubio, USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og amerikanernes udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff.

På den anden side sad den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og Jurij Usjakov, der er udenrigspolitisk rådgiver for Ruslands præsident, Vladimir Putin.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT