Franculinos sene udligning redder FCM i intens topkamp
AGF var på vej mod sejren i topbraget i Herning, men måtte se Superligaens topscorer udligne i slutfasen.
AGF er fortsat to point foran FC Midtjylland i toppen af Superligatabellen, efter at de to hold spillede uafgjort i mandagens topbrag i Herning.1-1 blev det i en kamp, der var mere intens end velspillet, og hvor de to hold kontrollerede en halvleg hver.
På en regnvåd MCH Arena bragte Tobias Bech AGF foran før pausen, inden Franculino reddede aftenen for hjemmeholdet med sit 13. sæsonmål.
Samme Franculino troede, han havde sikret sit hold sejren i overtiden, men målet blev annulleret for en snæver offside på holdkammeraten Kevin Mbabu.
Dermed fastholder AGF førstepladsen i tabellen som belønning for en koncentreret og afklaret indsats, der var ni minutter fra at give en sejr.
Det lykkedes i vid udstrækning AGF'erne at holde Superligaens mest scorende hold fra chancer.
De snærende markeringer frustrerede tydeligvis hjemmeholdet, der høstede fire gule kort i de første 50 minutter til publikums store utilfredshed.
Især første halvleg var præget af masser af stress og et væld af nærkampe på den våde bane. Det kneb mere med at spille sig frem til åbne målchancer.
Midtjyderne ville have straffespark, da Dario Osorio tumlede omkuld i feltet i nærkamp med Gift Links. Den købte dommer Morten Krogh ikke, og som halvlegen skred frem, overtog AGF mere og mere styringen.
Links tvang FCM-målmand Elias Olafsson til en god redning, inden Tobias Bech efter 35 minutter åbnede scoringen.
Angriberen blev sendt afsted mod FCM-feltet i kapløb med to modstandere, tog et træk til venstre og hakkede kuglen i nettet med sin brandvarme venstrefod.
FCM-træner Mike Tullberg var ikke tilfreds med tingenes tilstand og skiftede to mand i pausen, og hans hold fik bedre fat.
Det meste foregik nu på AGF's banehalvdel, men hjemmeholdet havde stadig svært ved at komme på skudhold. Der skulle en mindre tilfældighed til at fremtvinge udligningen.
Efter et opspil i venstre side og et fladt indlæg fra Paulinho ramte bolden to AGF'ere og landede for fødderne af Franculino, der med en topscorers selvfølgelighed vendte rundt og sendte den i nettet.
FCM-tilhængerne råbte deres spillere frem på banen i jagten på afgørelse, og AGF'erne virkede tilfredse med det ene point.
Franculinos annullerede mål fik pulsen op en sidste gang i en underholdende og intens topkamp.
/ritzau/
