Britisk politi efterforsker flere knivhændelser efter angreb i tog
Flere gange blev en mand set med kniv i byen Peterborough før stikkeri i tog. Mulig sammenhæng efterforskes.
Politiet i Cambridgeshire efterforsker flere knivhændelser i Peterborough i dagene op til et knivstikkeri om bord på et tog i England.Det oplyser politiet i en meddelelse ifølge BBC mandag.
Formålet er at fastslå, om der er en sammenhæng mellem tre hændelser og det knivstikkeri i et tog lørdag aften, hvor en 32-årig mand nu står sigtet for ti drabsforsøg.
I den første hændelse blev en mand set med en kniv nær en frisørsalon i bydelen Fletton i Peterborough fredag aften.
Lørdag morgen oplyste frisørerne igen, at der var en mand i området. Men hverken ved den ene eller den anden hændelse var manden til at finde, da politiet dukkede op, lyder det.
Derudover tror politiet, at en hændelse, hvor en 14-årig dreng blev stukket, kan have forbindelse til angrebet på toget. Den fandt sted fredag aften.
Drengen blev indlagt med mindre skader og blev senere udskrevet.
Den sigtede i sagen, Anthony Williams, er - ud over knivstikkeriet i toget - blevet sigtet for et tidligere drabsforsøg og besiddelse af et knivlignende våben ved en anden hændelse i Østlondon tidligere lørdag.
Det første alarmopkald om angrebet i toget blev modtaget klokken 19.42 lokal tid lørdag.
Toget var på vej mod King's Cross i London, da angrebet skete. Det blev bragt til standsning i byen Huntingdon i Cambridgeshire nord for London.
Den hovedmistænkte 32-årige steg om bord på toget ved stationen Peterborough, har politiet tidligere oplyst.
En person fra togpersonalet beskrives efter angrebet mandag som værende i stabil, men kritisk tilstand. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Om personen har politiet tidligere skrevet:
- Betjente har gennemgået overvågningsvideo fra toget, og det står klart, at hans handlinger var intet mindre end heroiske og utvivlsomt reddede mange menneskers liv.
/ritzau/
