Rubio: Krigen mod Iran stopper inden for uger - ikke måneder

27. MAR 2026 • 18:33UDLAND

USA kan nå mål i Iran-krig uden at sætte amerikanske soldater på iransk landjord, siger udenrigsminister.

Ifølge USA's udenrigsminister, Marco Rubio, er forventningen fra amerikansk side, at krigen mod Iran stopper inden for "uger, ikke måneder".

Det siger han foran fremmødte journalister efter et møde med G7-landenes udenrigsministre i Frankrig fredag, skriver flere medier.

- Som krigsministeriet (det amerikanske forsvarsministerium, red.) har fremhævet, så følger vi eller er foran tidsplanen i denne operation og forventer at afslutte den på det rette tidspunkt inden for uger, ikke måneder, siger han ifølge CNN.

Her understreger udenrigsministeren, at USA kan nå dets "mål" i Iran uden at indsætte amerikanske soldater på iransk landjord.

Rubio nævner også situationen i Hormuzstrædet. Ifølge ham har Iran truet med at indføre afgifter for skibe, der passerer strædet.

Ifølge udenrigsministeren har han sammen med allierede gjort fremskridt i forhold til at modsætte sig de iranske trusler.

- Det er ikke blot ulovligt, det er uacceptabelt og det er farligt for verden, og det er vigtigt at verden har en plan for at konfrontere det, siger han ifølge AFP.

Udenrigsministeren nævnte også ifølge nyhedsbureauet, at han forventer, at den israelske regering vil gøre noget mod den stigende vold fra bosættere på Vestbredden mod palæstinensere.

Når det kommer til amerikanske våben, der allerede er blevet lovet væk til Ukraine, siger Rubio, at de kan blive omdirigeret til Mellemøsten, men at det endnu ikke er sket.

- Intet er blevet omdirigeret, men det kan, siger udenrigsministeren ifølge CNN og tilføjer:

- Lad mig gøre det klart, hvis USA har et militært behov, hvad enten det er at fylde vores lagre eller fuldføre nogle missioner i USA's nationale interesse, så kommer vi altid først.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT