Rishi Sunak får kritik for akavet suppesnak med hjemløs

25. DEC 2022 • 00:37UDLAND

Sunaks store formue får kritikere til at spørge, om han er den rette ved roret i krisetid.

Den britiske premierminister, Rishi Sunak, beskyldes for at være ude af trit med almindelige menneskers liv efter en akavet samtale med en hjemløs.

Sunak, som er tidligere ansat hos investeringsbanken Goldman Sachs, serverede morgenmad i et suppekøkken fredag, da han faldt i snak med en mand, der præsenterede sig selv som Dean.

- Arbejder du i erhvervslivet?, spurgte Sunak i løbet af samtalen, mens han gav manden en tallerken med pølser, toast og æg.

- Nej, jeg er hjemløs. Jeg er faktisk en hjemløs person, svarede Dean.

Oppositionspartiet Labours næstformand har delt en video af samtalen med kommentaren "pinefuldt".

Andre Labour-politikere har fulgt trop.

Storbritannien står over for økonomiske udfordringer og en krise på grund af høje leveomkostningerne.

Sunak har sammen med sin hustru en formue på flere milliarder kroner og er den rigeste beboer i Downing Street nummer 10 hidtil.

Kritikere mener, at han er for rig til at forstå de økonomiske problemer, som almindelige briter har, og at han ikke vil være i stand til at føre De Konservative, som halter langt efter Labour i målinger, til sejr ved næste valg. Det skal holdes senest i januar 2025.

Premierministeren valgte i denne uge at overraske britiske diplomater og udsendte fra militæret ved at ringe til dem og ønske dem god jul, oplyste premierministerkontoret fredag.

Sunaks akavede samtale med den hjemløse begyndte, da Sunak blev spurgt, om han er ved "at få styr på økonomien".

Da den hjemløse fortalte, at han er interesseret i handel og erhverv, nævnte Sunak, at han også arbejdede i finanssektoren og spurgte den hjemløse:

- Er det noget, som du gerne vil beskæftige dig med?

Dean svarede:

- Ja, det ville ikke gøre mig noget. Men jeg ved ikke rigtig. Jeg vil gerne komme igennem julen først.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU