Danske bronzevindere misser OL - fire både er kvalificerede

21. MAJ 2024 • 13:09SPORT

Frederic Vystavel og Joachim Sutton missede OL i Paris. Fire danske både er kvalificerede.

Danmark stiller med fire både til OL i roning.

Det står klart efter finalerne ved et kvalifikationsstævne i schweiziske Luzern tirsdag formiddag.

Fie Udby og Lærke Berg Rasmussen var de første til at sikre en plads, og det gjorde de meget overbevisende med en sejr i kvindernes toer uden styrmand.

Efterfølgende var det Frederic Vystavel og Joachim Suttons tur i mændenes toer uden styrmand, men bronzevinderne fra OL i Tokyo skuffede.

Efter en stærk start lignede det længe mindst den andenplads, der var påkrævet. Men på de sidste 500 meter gik farten fuldstændig ud af den danske båd, og Vystavel og Sutton endte som firer med bådlængder op til de tre første.

Kvindernes firer uden styrmand med Astrid Steensberg, Frida Sanggaard, Marie Johannesen og Julie Poulsen lagde også stærkt ud og førte an på de første 1900 meter, inden Irland kæmpede sig forbi til sidst. OL-billetten var dog aldrig i fare.

I alt 14 kvindelige danske roere skal med til Paris. Det sørgede kvindernes otter for efter en meget tæt duel med Kina om andenpladsen efter Italien.

Det er første gang, at Danmark kvalificerer en kvindelig otter til OL. I båden sad Karen Mortensen, Clara Hornnæss, Sara Johansen, Frida Werner Foldager, Caroline Munch, Sofie Vikkelsøe, Nikoline Laidlaw, Nanna Vigild og Sophie Østergaard.

Mændenes firer uden styrmand var sidste danske båd i vandet tirsdag, men den blev nummer fire og kommer ikke med til legene.

Færingen Sverri Nielsen, der stiller op for Danmark ved OL, var som den eneste kvalificeret og udtaget til OL inden stævnet i Luzern.

Han sikrede pladsen med en femteplads i singlesculler ved VM sidste år. Ved OL i Tokyo blev han nummer fire og missede bronzen med blot 15 hundrededele af et sekund.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU