Italien kritiserer ICC's chefanklager for at sidestille Israel og Hamas

21. MAJ 2024 • 10:51UDLAND

Italiens udenrigsminister støtter hård kritik fra USA af Den Internationale Straffedomstols chefanklager.

Italiens udenrigsminister siger tirsdag, at det er "uacceptabelt" og "absurd" at sammenligne Israel og Hamas, som det er sket med udmeldingerne fra chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), Karim Khan.

Khan meddelte mandag, at han har bedt om arrestordrer på den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og på den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, sammen med arrestordrer på tre Hamas-ledere.

- Det er helt uacceptabelt at Hamas og Israel sættes på samme niveau, siger udenrigsminister Antonio Tajani til avisen Corriere della Sera.

- Lederne af terroristgruppen startede krigen i Gaza ved at massakrere uskyldige civile, og den israelske regering er valgt af Israels befolkning. Man kan på ingen måde forestille sig en sådan sammenligning, siger den italienske udenrigsminister videre og tilføjer:

- Vær forsigtig med at legitimere antiisraelske holdninger, som kan styrke det antisemitiske fænomen.

USA's præsident, Joe Biden, kaldte mandag anmodningen om en arrestordre på de israelske ledere for "skandaløs".

- Hvad end denne advokat ellers måtte antyde, så kan Israel og Hamas ikke sidestilles, lød det fra den amerikanske præsident.

Frankrig har derimod udtrykt støtte til Den Internationale Straffedomstols uafhængighed.

Israelske politikere har i stærke vendinger kritiseret chefanklageren ved ICC.

Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, beskylder ICC-anklageren for at nægte Israel retten til at forsvare sig og forsøge at befri gidsler. Han betegner Khans udmeldinger som "en skændsel", der øjeblikkeligt bør undsiges.

Domstolens chefanklager har anmodet om arrestordrer for de tre Hamas-ledere Yahya Sinwar, Mohammed Deif samt Ismail Haniya.

Om Netanyahu og Hamas-lederen Yahya Sinwar, siger Khan, at der er rimelig grund til at tro, at begge mænd har ansvar for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden siden den 7. oktober 2023.

ICC har undersøgt Israels operationer i de besatte områder i de seneste tre år - og senere også Hamas-operationer.

Netanyahu har for nylig ifølge BBC kaldt det "en skandale af historiske proportioner, at der var udsigt til, at højtstående israelske ledere ville komme på listen over eftersøgte hos ICC".

I Israel siger Benny Gantz fra midterpartiet National Enhed, at udmeldingen fra ICC "er et forbryderisk træk af historiske proportioner".

Israels finansminister, Bezalel Smotrich, siger, at ICC's udtalelser minder om nazisternes propaganda.

124 lande er medlemmer af ICC, men en række markante lande på den internationale scene som USA, Kina, Rusland og Israel ikke med.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU