Regeringsstyrker bomber bro i forsøg på at bremse syriske oprørere

6. DEC 2024 • 08:33UDLAND

Regeringsstyrker forlod torsdag byen Hama. Styrkerne forsøger nu at afspærre vejen til Homs længere sydpå.

Syriske regeringsstyrker har rettet flere luftangreb mod en bro, der forbinder de syriske byer Homs og Hama.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) sent natten til fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Kampfly har rettet flere luftangreb mod Al-Rastan-broen på vejen mellem Homs og Hama og angrebet flere positioner omkring broen i et forsøg på at afspærre vejen mellem byerne og sikre Homs, lyder det fra Sohr.

Torsdag trak den syriske hær sine styrker ud af den strategisk vigtige storby Hama.

Samtidig meddelte oprørsstyrker, at de havde fået kontrol over flere distrikter i den nordøstlige del af byen. Oprørerne ledes af den islamistiske gruppe Hayat Tarir al-Sham (HTS).

Homs er Syriens tredjestørste by og har omkring en million indbyggere. Byen ligger omtrent 40 kilometer syd for Hama.

Længere sydpå ligger hovedstaden Damaskus.

I forsøget på at bremse oprørernes fremrykning har præsident Bashar al-Assads styrker også afspærret vejen fra Hama til Homs med bunker af jord, lyder det fra Sohr.

Observatoriet, der overvåger situationen i Syrien fra Storbritannien, har tidligere oplyst, at flere tusinde mennesker er flygtet fra Homs, fordi de frygter, at oprørerne vil ankomme til byen.

Lynoffensiven fra oprørerne blev indledt i slutningen af november.

På kort tid er det lykkedes oprørsstyrkerne at få kontrol over storbyen Aleppo i det nordlige Syrien og siden Hama, som er den fjerdestørste by i landet.

Syriens forsvarsminister, Ali Abbas, har insisteret på, at regeringsstyrkernes tilbagetrækning fra Hama er midlertidig.

- Det der skete i dag i Hama er en midlertidig taktisk foranstaltning. Vores styrker er stadig i nærheden af Hama, sagde han torsdag i en udtalelse.

Meddelelsen blev bragt af det statslige nyhedsbureau Sana.

Det er første gang, siden der brød borgerkrig ud i Syrien, at præsident Bashar al-Assads styrker har mistet kontrollen over Hama.

Konflikten begyndte med store demonstrationer mod Assads regime i 2011. Siden udviklede modstanden mod præsidenten sig til en borgerkrig.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT