Tysk mor mistænkt for dobbeltdrab på sine egne børn juleaften

26. DEC 2024 • 05:22UDLAND

En tysk kvinde blev onsdag fundet kvæstet sammen med ligene af hendes to børn, som var seks og syv år gamle.

En kvæstet 39-årig kvinde er onsdag blevet bragt til hospitalet i Tyskland, efter at en bekendt fandt hende sammen med hendes to dræbte børn i familiens hus i Rosenheim.

Det oplyser tysk politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet kom anmeldelsen fra en af familiens bekendte, som var gået over til huset for se til dem. Her fandt hun den tilskadekomne kvinde.

Efterforskere i sagen går ud fra, at kvinden dræbte de to børn, som var henholdsvis seks og syv år gamle, dagen forinden, juleaftensdag, inden hun forsøgte at begå selvmord.

Politiet skriver, at børnene blev dræbt med "et stykke værktøj".

Politiet bragte kvinden til hospitalet, hvor hun er under observation. Ifølge pressemeddelelsen er hun i stabil tilstand.

Der er tilkaldt kriseberedskab til at tage sig af resten af familien.

Baggrunden for forbrydelsen er endnu uklar, og politiet oplyser ikke, hvad motivet for drabet kan have været. Både retsmedicinere og efterforskere er ved at klarlægge sagen.

Politiet skriver dog, at det ikke har grund til at tro, at der har været andre involverede i sagen.

Rosenheim er den tredjestørste by i delstaten Bayern.

Byen er med sine omkring 64.000 indbyggere på størrelse med den danske by Randers. Den ligger godt tre kvarters kørsel sydøst for München, som er Tysklands tredjestørste by.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT