Medie: Epstein skrev et afskedsbrev i ugerne før sin død

1. MAJ 2026 • 06:45UDLAND

The New York Times har anmodet en dommer om at frigive et afskedsbrev, som Epstein skal have skrevet.

Et afskedsbrev, som rigmanden Jeffrey Epstein angiveligt skrev i sin celle i et fængsel på Manhattan, har været skjult for offentligheden i næsten syv år og befinder sig i en retsbygning i New York.

Det fortæller en mand, der var indsat i fængslet samtidig med Epstein, til The New York Times.

Manden hedder Nicholas Tartaglione.

Den indsatte fortæller, at han fandt brevet i juli 2019, efter at Epstein var fundet bevidstløs med en stofstrimmel om halsen. Epstein overlevede episoden.

Da han efterfølgende blev spurgt ind til de røde mærker, forklarede han fængselsbetjente, at Nicholas Tartaglione havde overfaldet ham, og at han ikke var selvmordstruet.

Epstein blev fundet død i fængslet få uger senere, og retsmedicineren konkluderede, at det var et selvmord.

Tartaglione er tidligere politibetjent og fik i 2023 fire livstidsdomme for et firedobbelt drab. Han har længe nægtet at have overfaldet Epstein.

Efterfølgende stemplede en føderal dommer brevet som fortroligt som led i Tartagliones egen straffesag, viser dokumenter og interview.

The New York Times anmodede torsdag den føderale dommer om at offentliggøre brevet.

Ifølge Tartaglione står der noget lignende "hvad vil du have mig til at gøre, bryde ud i gråd? Det er tid til at sige farvel" i brevet.

The New York Times har ikke selv set brevet og har ikke kunnet finde det i de officielle Epstein-dokumenter. USA's justitsministerium offentliggjorde i december millioner af sider fra sagen om den dømte seksualforbryder.

En talskvinde fra justitsministeriet oplyser, at myndighederne heller ikke har set brevet.

Talskvinden fra justitsministeriet udtaler, at myndighederne som reaktion på en føderal lov om udlevering af sagens dokumenter har gennemført det, hun betegner som "en omfattende indsats for at indsamle alle optegnelser i deres besiddelse".

Det gælder også dokumenter fra fængselsvæsenet og den interne tilsynsmyndighed i fængselsvæsenet, oplyser hun.

Flere kendte personer optrådte i de dokumenter, der blev offentliggjort i december fra sagen. Det gjaldt blandt andre den norske kronprinsesse, Mette-Marit, og den britiske ambassadør i USA, Peter Mandelson.

Hvis du er i krise eller har selvmordstanker, er det vigtigt, du taler med nogen. Kontakt din egen læge, lægevagten eller Livslinien, hvis du har brug for hjælp. Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT