Pentagon: Ingen objekter fundet over Montana trods spekulation

12. FEB 2023 • 04:03UDLAND

Der var spekulation om endnu et objekt over amerikansk territorium, men det var tilsyneladende falsk alarm.

Der er ikke fundet "objekter" i luftrummet over den amerikanske delstat Montana. Radaraktiviteten har dog været "uregelmæssig".

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, kort før klokken fire natten til søndag dansk tid.

Først på natten var der ellers spekulationer om endnu et objekt over nordamerikansk territorium, da luftrummet over Montana kortvarigt var lukket.

Meldingen lød, at der var tale om et objekt, der "kunne forstyrre kommerciel lufttrafik". Det oplyste det amerikanske kongresmedlem Matt Rosendale, som er medlem af Repræsentanternes Hus, på Twitter. Han repræsenterer et kongresdistrikt i Montana.

Men den udlægning stemmer altså ikke overens med den forklaring, som Pentagon kommer med.

Det var den føderale luftfartsmyndighed i USA, FAA, der kortvarigt lukkede dele af luftrummet i delstaten Montana med henvisning til aktiviteter i forsvarsministeriet.

Luftrummet blev ifølge Reuters lukket i et område på 50 gange 50 sømil omkring byen Havre i Montana tæt på den canadiske grænse.

Området blev i løbet af lukningen klassificeret som "nationalt forsvarsluftrum". En udtalelse om, at det var genåbnet, kom cirka klokken 18.30 Montana-tid. Det svarer til 02.30 dansk tid.

FAA kom med en lignende meddelelse om en lukning af luftrummet, inden en kinesisk luftballon - mistænkt for at være blevet brugt til spionage - blev skudt ned tidligere på måneden, skriver Reuters.

Den fløj på tværs af store dele af USA, inden den blev skudt ned ud for delstaten South Carolina.

Udover det har der både fredag og lørdag været nedskudte objekter i USA og Canada.

I disse sager har det dog været sparsomt med oplysninger.

Lørdag aften dansk tid blev et objekt skudt ned over canadisk territorium, da det udgjorde en trussel for den civile luftfart.

Fredag blev et andet ukendt objekt skudt ned af amerikanske jagerfly nær delstaten Alaska.

I ingen af de to sager står det klart, hvad objektet var, og hvem der ejede det.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU