Pakistan smider 100.000 afghanere ud af landet
Pakistan beskylder Taliban i Afghanistan for at tilskynde til angreb langs grænsen mellem de to lande.
Mere end 100.000 afghanere har forladt Pakistan i de seneste tre uger.Det siger det pakistanske indenrigsministerium tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Udmeldingen kommer, efter at styret i den pakistanske hovedstad, Islamabad, har annonceret en omfattende annullering af opholdstilladelser.
Den pakistanske regering har kaldt afghanere "terrorister og kriminelle".
Det har resulteret i en kampagne, der blev lanceret 1. april, om at hjemsende afghanere til nabolandet.
Ifølge analytikere er udvisningerne skræddersyet til at presse den afghanske Taliban-regering, som af Pakistan har fået skyld for at give næring til en stigning i angreb langs grænsen mellem de to lande.
AFP beskriver, hvordan konvojer af afghanske familier har været på vej til grænsen siden begyndelsen af april.
Afghanere i Pakistan har råbt op om uger med vilkårlige anholdelser, afpresning og chikane fra myndighedernes side.
Flere beskriver, at de er blevet sendt ud af landet med tvang.
27-årige Allah Rahman har været nødsaget til at rejse, fortæller han til AFP.
- Jeg er født i Pakistan og har aldrig været i Afghanistan. Jeg var bange for, at politiet kunne ydmyge mig og min familie. Nu er vi på vej tilbage til Afghanistan i ren og skær hjælpeløshed, siger han.
Afghanistans premierminister, Hasan Akhund, har fordømt de "ensidige foranstaltninger".
Akhund har desuden indtrængende opfordret den pakistanske regering til at "muliggøre en værdig tilbagevenden af afghanske flygtninge".
Pakistans sikkerhedsstyrker er under pres langs grænsen til Afghanistan, hvor de kæmper mod et voksende oprør fra etniske nationalister i regionen Baluchistan.
Tilmed er millioner af afghanere strømmet ind i Pakistan i løbet af de sidste årtier på flugt fra krig. Det er taget til efter Taliban-regeringens tilbagevenden i 2021.
/ritzau/AFP