OVERBLIK: Her er sagerne med objekter over Nordamerika

13. FEB 2023 • 07:15UDLAND

Objektvrimmel i nordamerikansk luftrum har ført til flere nedskydninger. Få overblikket over sagerne her.

En række objekter er den seneste tid blevet observeret i luftrummet over Nordamerika, og flere er blevet skudt ned.

Endnu er mange spørgsmål ubesvarede om objekterne, herunder om der er en forbindelse mellem de forskellige hændelser.

Få her et overblik over sagerne:

* Nedskydning af ottekantet objekt over Lake Huron - søndag den 12. februar:

Søndag blev et ukendt objekt, som var ottekantet og havde snore hængende på siden, skudt ned ved søen Lake Huron, som ligger i nærheden af den amerikansk-canadiske grænse. Det svævede i cirka 6,1 kilometers højde. Ifølge det amerikanske medie CNN er objektet sandsynligvis også blevet observeret i delstaten Montana, lørdag.

* Nedskydning af cylindrisk objekt over Canada - lørdag den 11. februar:

Et ukendt objekt blev skudt ned over det nordlige Canada i et samarbejde mellem det amerikanske og canadiske luftvåben. Det blev skudt ned af et amerikansk F-22-kampfly over Yukon, der grænser op til den amerikanske delstat Alaska. Der er tale om et "lille, cylindrisk objekt" ifølge Canadas forsvarsminister. Det vides ikke, hvor det kommer fra. Objektet blev anset for at være en trussel mod civil luftfart og befandt sig i omkring 12.200 meters højde.

* "Radaranomali" i Montana - lørdag den 11. februar:

Den føderale luftfartsmyndighed i USA, FAA, lukkede kortvarigt luftrummet i Montana med henvisning til aktiviteter i forsvarsministeriet. Der blev spekuleret i, at det skyldtes et objekt i luftrummet. Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, henviste dog til en "uregelmæssighed" i radarobservationer efterfølgende. Kampfly blev sendt på vingerne, men fandt ikke noget objekt.

* Nedskydning af objekt i bilstørrelse over Alaska - fredag den 10. februar:

Et amerikansk jagerfly skød et ukendt objekt ned nær byen Deadhorse i Alaska. Fredag blev det blot oplyst, at objektet var på størrelse med en lille bil og befandt sig i omkring 12.200 meters højde. Det kunne ikke manøvrere og lod til at være ubemandet.

* Nedskydning af kinesisk luftballon ud for South Carolina - lørdag den 4. februar:

Et amerikansk F-22-kampfly skød en luftballon fra Kina ned ud for delstaten South Carolinas kyst. Det skete, efter at den i løbet af flere dage var fløjet over USA og dele af Canada. USA har kaldt det en overvågningsballon. Kina har kaldt den et civilt fartøj til brug for forskning.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU