Skolebørn i Litauen skal lære at bygge og betjene droner
Med en øget risiko for trusler fra Rusland sætter Litauen ind og uddanner skolebørn i brug af droner.
Børn i Litauen skal fremover lære at håndtere og fremstille droner som led i Litauens oprustning mod mulige trusler fra Rusland.Det skriver britiske The Guardian.
Bag beslutningen står både undervisnings- og forsvarsministeriet i Litauen, der tirsdag fremlagde planerne om at undervise 22.000 personer, herunder skolebørn, i droner.
Projektet skal rulles ud til forskellige aldersgrupper, skriver The Guardian.
Tredje- og fjerdeklasser mellem otte og ti år skal lære at bygge og flyve med simple droner, lød det fra regeringen.
Derudover skal gymnasieelever efter planen uddannes i at designe og producere dronedele. De skal også lære at bygge og flyve med mere avancerede droner.
I Litauen planlægger regeringen at bruge 3,3 millioner euro svarende til mere end 24 millioner danske kroner på blandt andet droner, videoudstyr og udviklingen af en app, der skal hjælpe med træningen af ubemandede luftfartøjer.
- Vi planlægger at 15.500 voksne og 7000 børn skal trænes i betjening af droner inden 2028, siger forsvarsminister i Litauen Dovile Šakaliene.
Hun tilføjer, at regeringen vil åbne flere såkaldte dronecentre i forskellige dele af landet. Det gælder byer som Jonava, Taurage og Kedainiai.
Litauens viceforsvarsminister Tomas Godliauskas fortæller ifølge The Guardian, at træningen vil ligge udover elevernes øvrige undervisning.
- De yngste vil deltage i at lære om simple dronekonstruktioner og flyvning gennem spil og eksperimenter. De ældre studerende vil lære at programmere sammen med indendørs flyvninger og konstruktion af droner, udtaler han.
Litauen har øget sit fokus på droneteknologi, efter at der i to tilfælde i juli fløj to formodede russiske droner over grænsen mellem Hviderusland og Litauen.
Landet har ligesom nabolandene Estland og Letland været i et højt alarmberedskab siden Ruslands invasion af Ukraine.
Det blev tydeligt onsdag, hvor en russisk diplomat blev udvist af Estland.
- Den pågældende diplomat har været direkte og aktivt involveret i undergravning af Estlands forfatningsmæssige orden og retssystem, sagde den estiske udenrigsminister, Margus Tsahkna, om udvisningen.
/ritzau/
