Netanyahu takker Trump og Biden for rolle i aftale om våbenhvile

15. JAN 2025 • 23:23UDLAND

Netanyahu takker onsdag Trump for at hjælpe med at fremskynde frigivelse af israelske gidsler i Gaza.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har onsdag talt i telefon med USA's præsident, Joe Biden, og USA's næste præsident, Donald Trump.

Her takkede han dem for deres rolle i forbindelse med en aftale om våbenhvile og frigivelse af gidsler i Gaza.

Det oplyser Netanyahus kontor i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Premierministeren takkede den kommende præsident Trump for hans hjælp til at fremskynde frigivelsen af gidslerne, står der i udtalelsen.

Ifølge udtalelsen er Netanyahu og Trump blevet enige om "snart" at mødes i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Det var efter telefonsamtalen med Trump, at Netanyahu talte med den nuværende amerikanske præsident, Joe Biden.

Biden fortalte på et pressemøde onsdag, at han og Donald Trump har samarbejdet som et hold i forbindelse med forhandlingerne om våbenhvile i Gaza.

Biden nævnte, at han har tegnet konturerne af aftalen, men har samarbejdet tæt med den kommende præsidents administration, eftersom det er Trumps administration, der skal implementere aftalen.

Donald Trump tages i ed som USA's præsident 20. januar.

Den kommende amerikanske præsident har på sit eget sociale medie, Truth Social, også taget en del af æren for aftalen, som forhandlerne er nået til enighed om.

- Vi har opnået så meget uden overhovedet at være i Det Hvide Hus. Bare prøv at forestil jer, alle de fantastiske ting, der kommer til at ske, når jeg kommer tilbage til Det Hvide Hus, skriver Trump.

Våbenhvilen skal træde i kraft 19. januar, oplyser premierministeren for Qatar.

Udtalelsen fra Netanyahus premierminister kontor sent onsdag aften er det nærmeste, den israelske regering har været på en endelig bekræftelse af våbenhvilen.

Premierministerkontoret har tidligere onsdag sagt, at der er punkter i Gaza-aftalen, som er uafklarede, men håbet var, at den ville blive færdiggjort onsdag aften.

Sent onsdag aften er meldingen fra kontoret, at man er ved at udarbejde "de sidste detaljer" i aftalen. Det skriver AFP.

Den israelske regering ventes at skulle stemme om aftalen - formentlig torsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT