Nato: Kina og Rusland må ikke få fodfæste i Grønland

21. JAN 2026 • 22:36UDLAND

Samarbejdet mellem Nato-lande om sikkerhed i Arktis skal afværge Kina og Rusland i området, siger talsperson.

Formålet med forhandlinger om sikkerheden i Arktis og omkring Grønland skal være, at Rusland og Kina ikke får "fodfæste" i området.

Det siger en talsperson fra Nato ifølge Reuters.

- Forhandlingerne mellem Danmark, Grønland og USA vil fortsætte med det formål at sikre, at Rusland og Kina aldrig får fodfæste, hverken økonomisk eller militært, i Grønland.

Ifølge talspersonen skal de Nato-allierede lande samarbejde og fokusere på den rammeaftale, som USA's præsident, Donald Trump, forklarede om onsdag aften.

På sit sociale medie Truth Social skrev Trump tidligere onsdag, at der sammen med Natos generalsekretær, Mark Rutte, er udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.

Desuden afblæses toldtruslerne fra Trump mod Danmark og europæiske lande i spørgsmålet om en overtagelse af Grønland.

Det er endnu uvist, hvad aftalen om Grønland konkret indebærer.

Rammerne og detaljerne vil løbende blive afsløret, forklarede Trump.

Mark Rutte bekræftede Trumps melding, at parterne har lavet en rammeaftale, og at der skal foregå flere samtaler mellem de involverede.

Ritzau forsøger onsdag aften at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, vil først kommentere udviklingen på et pressemøde torsdag eftermiddag. Det oplyser hans kontor til Ritzau.

Flere europæiske ministre har reageret på onsdagens meldinger fra Trump.

Hollands premierminister, Dick Schoof, skriver i et opslag på det sociale medie X om deeskalering og glæder sig over, at toldtruslerne er taget af bordet.

- Nu er det vigtigt, at USA, Canada og Europa fortsætter med at samarbejde inden for Nato for at styrke sikkerheden i Arktis og imødegå trusler fra Rusland og Kina, tilføjer Schoof.

Den tyske finansminister, Lars Klingbeil, forholder sig en anelse mere skeptisk til situationen.

- Det er godt, at de er i dialog, men vi må vente lidt og ikke få for store forhåbninger, siger han ifølge Reuters til den tyske tv-station ZDF.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT