Modi opfordrer under besøg i Kyiv til fredelig løsning på krigen

24. AUG 2024 • 02:42UDLAND

Indiens premierminister, Narendra Modi, lover under besøg i Kyiv at bidrage med humanitær støtte til Ukraine.

Indiens premierminister, Narendra Modi, opfordrer under et besøg i den ukrainske hovedstad, Kyiv, til en diplomatisk løsning på krigen mellem Rusland og Ukraine.

Det fortalte han, da han mødtes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

- Vi var ikke neutrale fra dag ét. Vi har valgt side, og vi står fast på, at der skal være fred, sagde Modi.

Indien har undgået direkte at fordømme Ruslands invasion af Ukraine. I stedet har landet forsøgt at fremstå som en mulig mægler for fred mellem de to stridende nabolande.

Den indiske leder besøgte i juli Ruslands præsident, Vladimir Putin. Her sagde han, at konflikter ikke skulle løses på slagmarker, men gennem dialog.

Han meldte sig desuden klar til at hjælpe med at finde en løsning på konflikten.

Rusland har traditionelt været en af Indiens allierede.

Fredag lovede premierminister Modi at bidrage med humanitær støtte til Ukraine.

- Uanset hvilken humanitær hjælp, der er brug for, vil Indien altid hjælpe jer, sagde han.

Zelenskyj kaldte Modis besøg i Ukraine for et historik øjeblik, da han fredag tog imod den indiske leder. Det er første gang, at Modi besøger landet.

Under besøget lagde han og Zelenskyj vejen forbi en udstilling til minde om de børn, der har mistet livet under krigen, der begyndte i februar 2022.

- Jeg indså, at krigens første ofre faktisk var uskyldige børn. Det er virkelig hjerteskærende, sagde Modi.

Under den indiske leders besøg i Rusland i juli omfavnede han og Putin hinanden. Det skete, få timer efter at et russisk angreb ramte et børnehospital i Kyiv, hvor flere blev dræbt.

De to statslederes omfavnelse af hinanden mødte efterfølgende kritik.

Da Zelenskyj fredag tog imod Modi foran Mariinskyipaladset, der er den ukrainske præsidents officielle embedsbolig, var det ligeledes med en omfavnelse.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT