Biden raser over Israels nedskydning af ung amerikansk kvinde

11. SEP 2024 • 14:16UDLAND

Aysenur Eygi blev skudt under protester mod voldelige bosættere. Det er totalt uacceptabelt, siger Biden.

USA's præsident, Joe Biden, er rasende over, at israelske soldater på Vestbredden har skudt og dræbt den amerikanske statsborger Aysenur Eygi.

Det fremgår af en erklæring fra Det Hvide Hus.

26-årige Eygi blev dræbt i sidste uge under en protest mod voldelige jødiske bosættere.

- Jeg er rasende og dybt bedrøvet over Aysenur Eygis død, skriver Biden.

Han kræver, at Israel gør mere for at forhindre den slags optrin i forbindelse med protester mod jødiske bosættere.

- Aysenur er for nylig færdig med college. Hun var også en aktivist, hvis idealisme fik hende til at rejse til Vestbredden for fredeligt at protestere mod udvidelsen af bosættelser, lyder det fra Biden.

- Skyderiet, som ledte til hendes død, er totalt uacceptabelt, fastslår han.

I erklæringen konstaterer Biden, at Israel har taget ansvar for kvindens død. Men USA's regering kræver at få fortsat adgang til, hvordan Israel efterforsker sagen, og hvad der ledte op til, at den 26-årige amerikaner blev ramt af et skud gennem hovedet.

Skyderiet skete under en protestmarch, som aktivister stod bag i Beita. Det er en by nær Nablus, hvor bosættere ofte har foretaget angreb mod palæstinensere.

Israelske bosætteres overfald og i nogle tilfælde drab på lokale palæstinensere er stigende. Det er blevet mødt med vrede af Israels vestlige allierede, herunder USA. En række bosættere er blevet omfattet af amerikanske sanktioner.

I sin erklæring fordømmer Biden den vold, som begås af "ekstremistiske israelske bosættere".

- Jeg vil fortsat støtte politikker, som stiller alle ekstremister - israelere som palæstinensere - til ansvar for at opildne til vold, og som tjener som modstandere af fred.

Israel har erkendt, at det var israelske soldater, som skød, da Aysenur Eygi blev ramt. Men at det skete ved et uheld.

Siden 7. oktober, hvor Hamas angreb Israel, og frem til fredag i sidste uge, hvor Eygi blev skudt, er 661 palæstinensere dræbt på Vestbredden ifølge den palæstinensiske selvstyreregering.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT