Mistænkt for angreb på soldater kan være blevet radikaliseret i USA

1. DEC 2025 • 03:28UDLAND

Den mistænkte bag et angreb på to medlemmer af Nationalgarden fik godkendt asyl under Trump i april.

USA's myndigheder har en formodning om, at den mand, der er mistænkt for at have skudt to medlemmer af Nationalgarden onsdag, først blev radikaliseret, da han ankom til USA.

Det siger USA's minister for indenlandsk sikkerhed, Kristi Noem, til medierne NBC News og ABC News.

- Vi mener, at han blev radikaliseret, efter at han kom her til landet, lyder det til NBC News.

- Vi mener, at det var gennem forbindelser til hans samfundsgruppe og stat, og vi vil fortsætte med at tale med dem, der har været i kontakt med ham - dem, der var hans familiemedlemmer, siger Kristi Noem.

Der er tale om den 29-årige afghanske migrant Rahmanullah Lakanwal, der kom til USA i 2021.

Det gjorde han som led i Biden-administrationens masseevakuering af afghanere, der hjalp amerikanske soldater under den to årtier lange krig i Afghanistan, der sluttede, da Taliban tog magten.

Lakanwal fik asyl i april i år under USA's præsident, Donald Trump. Det viser et regeringsdokument, som Reuters har gennemgået.

Skyderiet mod Nationalgarden fandt sted onsdag lokal tid på Farragut Square, der er et populært forkoststed for kontoansatte i USA's forbundshovedstad, Washington D.C.

En person kom rundt om et hjørne, løftede armen og affyrede et skydevåben mod de to soldater.

Andre soldater fra Nationalgarden kom herefter de to sårede soldater til undsætning og tilbageholdt den mistænkte, inden han blev taget i forvaring af myndighederne.

En af soldaterne har siden mistet livet, mens den anden er i kritisk tilstand.

Efter skyderiet har USA's præsident, Donald Trump, sagt, at han mener, at der har været mangelfuld sikkerhedsgodkendelse af afghanere og andre udenlandske statsborgere under hans forgænger, demokraten Joe Biden.

Det siger præsidenten, til trods for at Lakanwal fik asyl under Trump selv.

Efterfølgende har USA's statsborgerskabs- og immigrationskontor (USCIS) meddelt, at det har stoppet behandling af alle ansøgninger fra afghanske statsborgere.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT