Mindst 95 personer meldes døde efter kraftigt jordskælv i Tibet
Rystelser kunne mærkes i Indien og Nepal, da jordskælv ramte Tibet. Mange bygninger er styrtet sammen.
Mindst 95 personer har mistet livet, efter at et kraftigt jordskælv natten til tirsdag har ramt Tibets næststørste by, Shigatse.Det rapporterer kinesiske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mindst 130 personer er kvæstede.
Tidligere på natten lød det fra det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, at "mange bygninger" var styrtet sammen som følge af jordskælvet.
Jordskælvet skete klokken 02.05 natten til tirsdag dansk tid og havde en beregnet styrke på 6,8. Skælvet blev registeret i en dybde på ti kilometer, oplyser Kinas Jordskælvsnetværkscenter.
En video viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at butiksfacader er styrtet sammen, og at der ligger murbrokker på vejene i byen Lhatse.
Nyhedsbureauet har verificeret, at videoen er optaget i byen, men har ikke kunnet verificere, hvornår videoen er optaget.
Rystelserne kunne mærkes i Nepals hovedstad, Kathmandu, der ligger omkring 400 kilometer fra Shigatse. De fik indbyggere i byen til at forlade deres huse.
Borgeren Sangji Dangzhis supermarked har fået omfattende skader, fortæller Dangzhi fra amtet Tingri i den sydlige del af Tibet.
Den 34-årige siger til nyhedsbureauet AFP, at situationen er "meget alvorlig", og at ambulancer bringer folk til hospitalet dagen igennem.
- Husene er lavet af jord her, så da jordskælvet kom, kollapsede mange huse, siger Sangji Dangzhi, som tog hjem fra Shigatse, efter at jordskælvet ramte.
Jordskælv med en styrke på omkring 7 betragtes som store jordskælv, der både kan koste menneskeliv og forårsage store ødelæggelser.
Den sydvestlige del af Kina rammes hyppigt af jordskælv. I 2008 mistede knap 70.000 mennesker livet som følge af et enormt jordskælv i Sichuan-provinsen.
Ifølge den statslige kinesiske tv-station CCTV har der i løbet af de seneste fem år været 29 jordskælv med en styrke på 3 eller derover inden for en radius på 200 kilometer fra jordskælvet natten tirsdag nær Shigatse.
/ritzau/