Studie: Myg med giftig sæd kan bremse spredning af sygdomme
Et nyt studie har undersøgt muligheden for at genmodificere hanmyg, så deres sæd bliver giftig for hunmyggene.
Særlige genmodificerede myg med giftig sæd kan måske bruges til at bekæmpe sygdomme som malaria og denguefeber.Det indikerer et nyt australsk studie.
Idéen er, at hanmyg bliver genmodificeret, så deres sæd indeholder giftige proteiner, der i forbindelse med parring kan slå hunmyg ihjel.
Hunmyggene er det reelle mål for forskerne.
Årsagen er, at det kun er hunmyg, som stikker og suger blod og dermed er med til at sprede sygdomme som malaria og denguefeber.
En af fordelene ved at bruge teknikken med giftig sæd er, at man undgår at gøre skade på arter, som har gavnlige formål. Det kan være en risiko, hvis man eksempelvis benytter sig af pesticider for at bekæmpe myg.
Det siger Sam Beach, der er forsker på det australske Macquarie University.
- Den her innovation kan ændre måden, vi håndterer plager på. Det kan give håb om sundere samfund og en mere bæredygtig fremtid, lyder det.
I de første forsøg har forskerne brugt bananfluer.
Her har undersøgelser vist, at hunfluer, der parrer sig med hanfluer med giftig sæd, har en væsentligt kortere levetid end normalt.
- Vi mangler stadig at udføre forsøg med myg, og her skal vi gennemgå omfattende test for at sikre os, at der ikke er nogen fare for mennesker eller for arter, som vi ikke ønsker at ramme, siger forsker Maciej Maselko.
Det er ikke et nyt koncept, at forskere arbejder med genmodificering af myg.
Tidligere har man blandt andet arbejdet med at genmodificere hanmyg, så de er sterile. Dermed kan reproduktionen af myg bremses.
Ifølge det australske forskerhold vil det dog være langt mere effektivt med en metode, hvor hunmyggene bliver dræbt.
/ritzau/