Aviser: Danmark og Grønland må stå sammen mod Trump

8. JAN 2025 • 05:17INDLAND/KRIMINAL

Trods intern splid må Danmark og Grønland samarbejde om at afvise Trumps metoder, skriver Jyllands-Posten.

Danmark og Grønland må stå sammen, når Donald Trump siger, at han vil sikre ejerskab over Grønland.

Det giver flere avisers lederskribenter udtryk for i avislederne onsdag.

Trump luftede sine tanker om amerikansk ejerskab over Grønland tirsdag, og samtidig har hans søn Donald Trump Jr. været på besøg.

Men der vil stå to tabere og en vinder tilbage, hvis det lykkes for den kommende amerikanske præsident at slå en kile ind mellem Danmark og Grønland.

Sådan lyder det fra Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen i avisens leder.

Derfor opfordrer han de to lande til at hurtigst muligt at genoptage dialogen.

- Det er netop det grønlandsk-danske forhold, Donald Trump forsøger at sprænge i luften med sin "delegation" til Grønland.

- Så i stedet for at blive vrede på hinanden i rigsfællesskabet burde Danmark og Grønland være fælles om at sige klart fra over for Donald Trumps upassende intervention, skriver Christian Jensen.

Nogenlunde ens lyder opfordringen fra Jyllands-Postens lederskribent Jette Elbæk Maressa.

Hun kalder Donald Trumps metoder for mafialignende, hvilket hun hverken mener, at Danmark eller Grønland bør acceptere fra et land, som anses for den tætteste allierede.

- Senest Donald Trump var præsident, jonglerede han med internationale aftaler, herunder medlemskabet af Nato. Nu mere end antydes det, at han er parat til at gå skridtet videre og sætte sin egen verdensorden.

- Trods intern splid må København og Nuuk stå sammen om af afvise Trumps metoder, skriver Jyllands-Postens lederskribent.

Hos Berlingske efterlyser ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen, at regeringen kommer stærkere på banen.

Han mener ikke, at statsminister Mette Frederiksen leverede andet end selvfølgeligheder under det pressemøde, som hun holdt tirsdag.

- Hun (Mette Frederiksen, red.) og regeringen risikerer, at hele Rigsfællesskabet smuldrer, hvilket ville være en historisk tragedie. Både Grønland og USA må vide, hvor vi står, skriver chefredaktøren.

I Kristeligt Dagblads leder skriver ansvarshavende chefredaktør Jeppe Duvå, at Donald Trumps primitive retorik spærrer for den kommende præsidents pointer.

- Det, USA efter alt at dømme efterlyser, hvis Trump formåede at udtrykke sig diplomatisk, er en endnu mere vidtgående adgang til militære installationer på Grønland, end USA har i dag.

- Naturligvis efter aftale med grønlænderne og Danmark. Det burde, sagligt set, hverken kollidere med grønlandske eller danske interesser, skriver Duvå i onsdagens leder.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT