Panama: Kontrol over Panamakanalen er ikke til forhandling
Minister i Panama afviser efter udtalelser fra Trump, at der kan forhandles om kontrollen over Panamakanalen.
Panamas suverænitet og kontrol over den betydningsfulde Panamakanal er ikke til forhandling.Det understreger landets udenrigsminister, Javier Martinez-Acha, natten til onsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det sker, efter at USA's kommende præsident Donald Trump på et pressemøde tirsdag gjorde det klart, at han ikke vil udelukke brug af økonomisk eller militær tvang for at få kontrol over Panamakanalen.
- Vores suverænitet i forhold til vores kanal er ikke til forhandling, og det er en del af vores historiske kamp, lyder det fra Martinez-Acha.
Det er ikke kun Panamakanalen, som Trump har øjnene rettet imod.
Republikaneren vil have kontrol over Grønland, og heller ikke her vil han afvise at udøve militær eller økonomisk magt for at nå sit mål.
På tirsdagens pressemøde lød det, at han overvejer at pålægge danske varer en særlig told, hvis ikke Danmark går med til at sælge Grønland til USA.
- Jeg synes, at vi skal holde fast i at handle med hinanden og gøre det på en ordentlig måde, lød det efterfølgende fra statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2.
Panamas udenrigsminister understreger i nattens udtalelse, at også landet præsident, Jose Raul Mulino, har gjort det tydeligt, hvor han står i forhold til Panamakanalen.
Præsidenten sagde i december, at hver enkelt kvadratmeter af kanalen og det omkringliggende område tilhører Panama. Og at det vil fortsætte sådan.
Panamakanalen gør det muligt for skibe at krydse gennem Mellemamerika fra Atlanterhavet til Stillehavet og omvendt. Hvis kanalen ikke eksisterede, var skibene tvunget til at sejle rundt om Sydamerikas spids.
Det var USA, der i store træk byggede kanalen i begyndelsen af 1900-tallet, og amerikanerne forvaltede området omkring kanalen i årtier.
Men i 1977 underskrev USA og Panama en aftale, som banede vejen for, at kontrollen over kanalen kunne overgå fuldstændig til Panama.
Efter en periode, hvor de to lande i samarbejde stod for at drive kanalen, fik Panama fuld kontrol over den i 1999.
/ritzau/