Mindst 48 er dræbt i nye kampe i Colombia

28. MAJ 2026 • 20:43UDLAND

Få dage før præsidentvalg i Colombia er to grupper i blodig kamp om indtægter fra kokain og ulovlig minedrift.

Et halvt hundrede mennesker er dræbt i det sydøstlige Colombia under sammenstød mellem to grupper.

Begge grupper udspringer af den opløste guerillabevægelse Colombias Revolutionære Væbnede Styrker, der er bedre kendt som Farc.

Grupperne kæmper om kontrollen med jungleområder, hvor der fremstilles kokain, og hvorfra det forbudte stof smugles ud af landet.

Det er et område, der tidligere har været kontrolleret af Farc. Ud over de lukrative indtægter fra kokain har grupperne også en betydelig indtægt fra ulovlig minedrift.

En borgmester i den region, hvor kampene har fundet sted, siger til nyhedsbureauet AFP, at der er mindst 48 dræbte.

- Ligene ligger der i en bunke, de skal hentes, siger borgmesteren, Willy Rodriguez, i telefonen til AFP.

En af de grupper, der var involveret i sammenstødet, oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at mindst 52 er dræbt.

En kilde i Colombias militær siger til AFP, at kampene begyndte mandag. Det er uklart, om de stadig er i gang.

Der er tale om de voldsomste sammenstød i de seneste måneder.

Colombia er lige nu rystet af en ny bølge af uroligheder, der betegnes som de mest alvorlige, siden Farc indgik en fredsaftale med den daværende regering i 2016.

På søndag holder Colombia præsidentvalg, og guerillagrupperne og den kriminalitet, de står bag, har været et hedt emne i valgkampen.

Den afgående præsident, som er den venstreorienterede Gustavo Petro, er langt fra lykkedes med sin strategi om at opnå "total fred".

Den førende præsidentkandidat, Ivan Cepeda, en senator fra venstrefløjen, har lovet at fortsætte forsøget på at komme i dialog med de væbnede grupper.

Hans to nærmeste rivaler er de to konservative kandidater Paloma Valencia og Abelardo De La Espriella.

En nylig meningsmåling fra det colombianske meningsmålingsinstitut Invamer-Gallup har ifølge Reuters vist, at Cepeda står til at få opbakning fra omkring 44 procent af vælgerne.

De to konservative kandidater står til henholdsvis knap 20 procent og godt 21 procent.

Hvis ingen kandidat får mindst 50 procent af stemmerne, skal de to førende kandidater ud i endnu en valgrunde, der holdes 21. juni.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT