Besøg i sauna skal gøre, at Norges fodboldherrer er bedre i stand til at modstå varmen under VM.
Det norske fodboldlandshold har taget en kreativ metode i brug for at gøre spillerne klar til de høje temperaturer under sommerens VM-slutrunde.Landstræner Ståle Solbakken fortæller ifølge nyhedsbureauet NTB, at Erling Haaland og co. har gennemført et strengt saunaprogram.
En masse besøg i sauna skal gøre, at nordmændene er bedre rustet til at tage imod den varme, der forventes at ramme spillerne under slutrunden.
- Det er ikke mig, der er chef for det, men det er sådan, at du for eksempel sidder i 30 minutter ved 80 grader.
- Jo færre gange du går ud, jo bedre er effekten, siger Solbakken, der tilføjer, at spillerne tager motionscykler med ind i saunaen for at få pulsen op imens.
Op til VM i USA i 1994 trænede det norske hold med affaldssække på kroppen for at simulere den varme, de ville møde.
Solbakken antyder, at saunaidéen er mere videnskabeligt funderet.
- Det er videnskabeligt bevist, hvilket affaldssækkene måske ikke var, siger landstræneren.
Nordmændene er også i gang med at drøfte, hvordan de skal håndtere de korte pauser undervejs i VM-kampene.
Der er således varslet spilstop og drikkepauser for at hjælpe spillerne med at håndtere varmen.
Overvejelserne går ifølge Solbakken på følgende:
- Hvem i staben gør hvad? Hvor varme eller kolde skal drikkevarerne være? Hvor meget skal der drikkes? Hvem har brug for køleveste?
Norge åbner 17. juni sit VM mod Irak i Boston. Herefter venter gruppekampe mod Senegal og Frankrig.
/ritzau/