Nato-lande skal bringe Ukraine i styrkeposition siger Rutte

18. DEC 2024 • 20:02UDLAND

Natos generalsekretær, Mark Rutte, mener, det er for tidligt at diskutere, hvordan en våbenhvile kan indrettes.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er blandt de deltagerne, når Natos generalsekretær, Mark Rutte, onsdag tager imod Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Bruxelles.

Formålet med mødet er ifølge Mark Rutte at diskutere med Zelenskyj, hvordan man kan bringe Ukraine i en "styrkeposition".

Det siger Mark Rutte på et pressemøde forud for mødet.

- Det drejer sig om at sikre, at Ukraine har det, der skal til for at forhindre Putin i at vinde, og for at Ukraine kan sejre, siger Mark Rutte.

Ud over Rutte og Mette Frederiksen deltager også den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, den britiske udenrigsminister, David Lammy, den polske præsident Andrzej Duda, og andre ledende europæiske medlemmer af Nato i mødet.

Dermed er Danmark kommet i fint selskab.

Forud for mødet opfordrer Mette Frederiksen ligesom Mark Rutte til at fokusere på militær støtte i den nuværende situation.

- Jeg er tvivlende over for, om man kan lave en fredsaftale med Rusland, som ikke ønsker fred, men krig, sagde Mette Frederiksen ved ankomsten til Bruxelles onsdag.

På pressemødet afviste Rutte at diskutere, hvordan en mulig våbenhvile i Ukraine kan indrettes. Han opfordrede i stedet Ukraines allierede til at "fokusere på den aktuelle sag".

Blandt de emner, der kan blive diskuteret på mødet, er dog også, hvordan en eventuel våbenhvile i Ukraine kan overvåges, og muligheden for en international fredsbevarende styrke.

Mette Frederiksen mener dog, at et Nato-medlemskab til Ukraine er den eneste vej frem.

- Den bedste og i mine øjne eneste sikkerhedsgaranti er et Nato-medlemskab. Det er Nato-medlemskabet, der sikrer vores fred og frihed i Danmark. Det er også derfor, vi opruster for at sikre, at Rusland ikke i fremtiden angriber et Nato-land.

- Hvis ikke vi tilvejebringer et Nato-medlemskab til Ukraine, så har jeg meget svært ved at se, at vi med troværdighed kan sige, at der er sikkerhed for Ukraine, siger Mette Frederiksen.

Flere Nato-lande er dog skeptiske - eller som Ungarn - direkte afvisende over for at give Ukraine medlemskab af Nato. Da beslutningen kræver enstemmighed, kan det blive svært for Ukraine at blive lukket ind.

Spørgsmål: Når Nato-lande afviser Nato-medlemskab til Ukraine, så kunne løsningen vel være at sende europæiske og måske danske soldater til Ukraine for at sikre en våbenhvile. Vil du helt afvise det?

- Jeg har svært ved at se, at det skulle være en bedre løsning. For soldater på jorden kommer med en masse risici og en masse dilemmaer.

- Et Nato-medlemskab er en forsikring, og det er det perspektiv, vi arbejder for fra dansk side, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT