Mexicansk minister tillod kriminelle at smugle tonsvis af kokain

21. FEB 2023 • 23:31UDLAND

Da Genaro Garcia Luna var sikkerhedsminister i Mexico, hjalp han narkosmuglere i stedet for at slå ned på dem.

En engang så magtfuld mexicansk minister blev tirsdag fundet skyldig i at have bidraget til den selv samme narkosmugling, som han havde til opgave at slå ned på.

Genaro Garcia Luna var minister for offentlig sikkerhed i Mexico under præsident Felipe Calderon fra 2006 til 2012.

Tirsdag blev han af et nævningeting i New York City i USA fundet skyldig i samtlige fem anklagepunkter i en højprofileret retssag.

Genaro Garcia Luna er det højest rangerende tidligere regeringsmedlem fra Mexico, der nogensinde er blevet stillet for retten i USA.

Den månedlange retssag har sat fokus på korruption i den mexicanske regeringstop og har også givet et indblik i narkokartellet Sinaloas enorme ressourcer under Joaquin "El Chapo" Guzman.

Den mexicanske narkobaron afsoner en livstidsdom i et højsikret fængsel i USA.

Genaro Garcia Luna blev dømt for at have modtaget enorme pengesummer for at tillade de smuglere, han havde til opgave at sætte bag tremmer, at smugle tonsvis af kokain.

I stedet for at stoppe smuglerne tog han imod millioner af dollar i bestikkelse fra Sinaloa for at tillade sikker passage af narkoforsendelser.

Ifølge amerikanske myndigheder tippede han smuglere om planlagte politiaktioner, ligesom at han sørgede for, at rivaliserende kartelmedlemmer blev anholdt.

Samtidig placerede han andre korrupte embedsmænd i magtfulde positioner.

Da dommen blev læst op ved den føderale domstol i Brooklyn, sad den tidligere minister helt stille, mens hans hustru og to børn så på.

Han står over for en straf på minimum 20 års fængsel og maksimalt livstid.

- Garcia Luna repræsenterede engang toppen af retshåndhævelsen i Mexico. Nu kommer han til at leve resten af sine dage vel vidende, at han er blevet afsløret som en forræder mod sit land, siger den amerikanske anklager Breon Peace.

En talsmand for den nuværende mexicanske regering, der har krævet Garcia Luna udleveret til Mexico, skriver i et tweet, at "retfærdigheden er sket fyldest".

I Mexico er Garcia Luna blevet beskyldt af regeringen for at have stjålet mere end 200 millioner dollar - knap 1,4 milliarder kroner - af offentlige midler.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU